Spar Penge på el
Sparetips

Spar penge på el: skift el-leverandør

Kan det betale sig økonomisk at skifte el-selskab?

Man hører ofte, at det ikke er selve el’en, strømmen, der koster, men afgifter, transport og abonnement. Og at det derfor ikke kan betale sig at skifte el-leverandør. Man bør i stedet fokusere på at sænke sit forbrug, altså spare på strømmen. Og er det ikke også besværligt at skifte el-leverandør?

Introtilbud på el

Men hvad så med de her introtilbud, hvor man tilbydes gratis strøm i 6 måneder? På Elpris, som er Forsyningstilsynets prissammenligning, kan man se disse tilbud. Vi har altid haft Seas-NVE, både da vi boede til leje, og også i vores hus, og jeg troede egentlig de havde en fair, gennemsnitlig for markedet, pris. Men nej, de er da i den dyre ende faktisk. Så vi bestilte introtilbud fra Ewii, med strøm til 0kr i 6 måneder.

Man betaler altså 0,2 øre pr KWh for sit forbrug, og derudover betaler man diverse afgifter som normalt. Men der er penge at spare.

Vores elforbrug

På det halv år, brugte vi 2232 kWh strøm og betalte i alt 3862 kr. Det vil sige 1,73 kr pr kWh inklusiv afgifter med videre.

Men hos vores normale leverandør, betalte vi på den sidste regning derfra 2,34 kr pr kWh. Og det vil sige, at vi skulle have betalt 5222 kr, altså 1360 kr mere for den samme mængde el, hvis ikke vi havde skiftet.

Vores besparelse

Har vi så sparet 1360 kr på 6 måneder? Ja, teknisk set har vi vel. Men. Der er et men, og det handler ikke om at vi skiftede elleverandør. Det handler om selve forbruget.

Jeg sammenlignede nemlig med de samme 6 måneders forbrug, september-februar, året før. Og vi har øget vores forbrug! Uden at opdage det… Selvom jeg aflæser elmåleren manuelt hver måned!

Men vi har fået en ekstra kummefryser, da vi købte en kvart ko. Børnene har fået hver deres computer, og så har vi nok slækket lidt på den gode vane med at få slukket standby apperater om natten. Og de her ting til sammen, har øget vores elforbrug.

Øv. Vi kunne have haft en meget større besparelse. Vi må helt sikkert stramme op på at få slukket hver nat. Og overveje om vi skal fokusere på hvornår vi kan slukke den ene fryser igen.

Det praktiske ved at skifte el-leverandør

Fra Elpris.dk klikker man videre til den nye leverandørs website og bestiller. Kontrakten modtages pr mail. Det nye selskab opsiger aftalen med det gamle. Præcis som mobilselskaber. Selve strømmen i kontakterne er naturligvis det samme og uden afbrydelser.

Vær opmærksom på diverse gebyrer i forhold til at skifte. Det hele er dog meget overskueligt på Elpris. Skift hellere af denne vej, end ved en sælger fra det nye selskab. Vær opmærksom på betaling, oprettelse af betalingsserviceaftale fx. Og husk at se hvad der sker med din aftale efter de 6 måneder.

Vi har nu skiftet til Auras velkomstpris de næste 6 måneder, og kom ud af aftalen med Ewii uden nogen form for bøvl. Det er forholdsvis lidt “arbejde” der skal til at opnå besparelser i forbindelse med skift af elleverandør.

Summa Sumarum

  • Det kan godt betale sig økonomisk at skifte el-leverandør.
  • Det er ikke besværligt, men læs altid det med småt.
  • Vær altid opmærksom på elforbruget, uanset om du skifter leverandør eller ej.

Bloggen FamilieFinanser :

Læs mere om Familien bag bloggen, og om vores familieprojekt Købestop-op i 2020, og projektet Køb Kun Brugt fra 2019.
Omdrejningspunkterne på siden er Økonomi og Minimalisme, derudover skriver vi meget om det at købe genbrug, og om hvordan vi ellers sparer penge.
Kig forbi facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen hvor medlemmerne deler alverdens sparetips.
Du kan også følge bloggens Facebookside eller Instagram
Kontakt pr mail: Info@familiefinanser.dk



 

 

Skriv et svar