FamilieFinanser blog bevidst forbrug
Økonomi

Spar penge på dine faste udgifter

Gennemgå dit budget og se om du betaler for meget til de faste udgifter.

Nogle poster kan mindskes eller undværes, nogle faste udgifter kan forhandles og andre skal du finde ny leverandør af.

Læs også: Da jeg skrev indlægget Lav det mest simple budget kom jeg kort ind på, at du måske betaler for meget i de faste udgifter, altså de udgifter som typisk betales via din budgetkonto.
Udgifter som du betaler hver uge, måned, kvartal, halvårligt eller helårligt, og som du typisk kender beløbet på forinden.

Gennemgå dit budget

Skriv først en liste over alle de faste udgifter, alt fra boliglån til børnepasning, akasse og medlemskab i hækleklubben.
Kig nogle måneder tilbage i netbank i første omgang, og siden et helt år tilbage, for at få alle posteringer med.

Når listen er færdig, tjekker du også i netbank hvad du betaler for hver ting, og skriver alle de aktuelle udgifter på.
Det er nemlig ikke sikkert at du betaler det som du tror, enten fordi priserne er steget løbende, eller der er ekstra gebyrer for et eller andet.

Hvis du ikke er til blyant og lommeregner,  findes der et gratis program med Regneark fra Google 

Er der noget du kan undvære?

Måske er der allerede ved første øjekast noget, som du kan afmelde fremadrettet.
Det kan være at du aldrig fik afmeldt HBO efter den gratis prøveperiode, eller at de stadig trækker et beløb hver måned fra iTunes, eller det Beauty-site du tilmeldte dig for at købe én bestemt ting til en god pris.

Betaler du for noget du ikke bruger?

Kig lige på lønsedlen også, om du betaler fitness eller kantine og ikke bruger det,
eller måske vil bruge dette, frem for at betale i det lokale fitnesscenter også.
Måske er du dobbeltforsikret, eller du betaler stadig kontingent til boligforeningen, selvom I har købt ejebolig.

Vurder hvad dit egentlige behov er

Det kan være at indboforsikringen indeholder en rejseforsikring eller en elektronikforsikring, som ikke er aktuel pt.
Det kan også være du betaler for mere data til mobilen end du bruger, eller at du faktisk aldrig bruger den musiktjeneste der hører med.
Ved at undersøge hvad der er indeholdt i prisen, kan du måske fravælge noget, som kan gøre det billigere.
Og husk, man kan jo altid tilvælge det igen, hvis man skulle få brug for det.

Vær realistisk

Helt konkret indså vi, at vi faktisk slet ikke så tvkanaler. Jo Disneysjov, og alt fra DR kan jo ses gratis via nettet.
Resten af tiden blev brugt på at zappe rundt mellem kanalerne, og være irriteret over mængden af reklamer.
Så vi afmeldte vores tvpakke.

Vi indså også at det ikke giver mening at betale for to streamingtjenester sideløbende.
Én kan fint dække vores behov, eftersom vi oftest ser én serie af gangen (plus diverse børneprogrammer)
Og så kan vi skifte mellem forskellige streamingtjenester hver halve eller hele år, hvis der er noget bestemt vi gerne vil se.

Tjek om du bruger hvad du betaler for

Vores børn var tilmeldt skolefritidsordning, heldagsmodul.
Vi havde bare ikke selv opdaget at vores behov havde ændret sig, og de faktisk meget sjældent var der om morgenen.
Det blev synligt da jeg lavede et skema for at se hvor mange dage vi egentlig brugte sfo,
og tilfældigvis tænkte at jeg lige ville notere om det var morgen- eller eftermiddagspasning.
Vi kunne så afmelde heldagspasningen og kun betale for eftermiddagsmodul.

Forhandl om prisen

Her tænker jeg særligt steder hvor du har flere end et produkt/tjeneste, og steder hvor du har været kunde gennem længere tid.
Fx forsikringer, både priserne men også forholdene kan forhandles (fx selvrisiko og dækning)
Og det samme i banken, renter på lån mv. Den samlede pris for husstandens mobiler, internet mv.
Det hjælper helt sikkert hvis man ved hvad priserne ligger på ved tilsvarende virksomheder,
Og endnu mere hvis man har indhentet et tilbud fra en konkurrent, som din egen udbyder kan matche eller underbyde.

Husk endelig de store poster


Læs også: Jeg har skrevet et indlæg om hvordan vi sparede 300.000 på Omlægning af Realkreditlån

Glem endelig ikke de aller største udgifter som fx til bil og bolig.
Kan i undvære en bil? Eller helt undvære bil? Måske en mindre bil uden finansiering?

Det kunne også være at man bor for stort, eller for dyrt – mulighederne er mange

Hvilke faste udgifter har du et godt sparetips til?

Skriv et svar