Rasul hårvask
Krop

Rasul – Minimalistisk hårpleje

Rasul er marokkansk sæbeler. Det er et naturligt alternativ til fx hårshampoo. Rasul bruges til hår- og kropspleje.

Alt fra ansigtsmaske til mudderbad, og endda aknebehandling. Man kan vist roligt kalde det et multiprodukt. Kært barn har mange navne, rasul kaldes også rhassoul, ghassoul, sæbe-ler, lava-ler, mineral-ler, marokkansk ler og afrikansk vaskejord, med videre.

Jeg har ikke brugt hårshampoo i halvandet år nu, og kommer aldrig til det igen. I stedet vasker jeg mit hår i ler-sæben fra Marokko, nemlig Rasul. Det gør jeg af to årsager; minimalisme og sundhed.

Minimalisme og rasul

Minimalisme handler om at vælge dét til, der giver værdi, og vælge det fra, som ikke gør. At gøre livet mere enkelt, at have færre ting, og bruge tiden på det som betyder noget.

For mig er det langt mere enkelt, med bare ét enkelt produkt til håret, frem for flere forskellige. Det er også meget enkelt, ikke at skulle vaske håret så ofte. Tidsbesparende. Faktisk er det kun med rasul, at jeg har kunne leve efter de to forskeres anbefaling, som kan læses på Videnskab.dk – som går på kun at vaske håret 2 gange om ugen.

Du behøver naturligvis ikke vælge lige præcis rasul, som dit produkt, hverken for at imødekomme minimalisme eller sundhed. Min pointe er blot at gøre livet mere simpelt og måske lidt sundere, ved færre forskellige produkter.

Sundhed og rasul

Det sundhedsmæssige aspekt i at bruge så få og så skånsomme produkter som muligt, handler om cocktaileffekten, som beskrives i følgende citat fra Tænk (der også har lavet en kemitest af hårshampoo, og udviklet app’en Kemiluppen som er gratis) ;

Cocktaileffekten er al uønsket kemi lagt sammen.

Hormonforstyrrende, kræftfremkaldende eller allergifremkaldende stoffer kan du støde på mange steder i din hverdag.

Du kan blandt andet finde dem i kosmetik, plejeprodukter, fødevarer og emballage. Produkterne er sjældent farlige i sig selv. Men effekten af din samlede udsættelse for kemiske stoffer kan udgøre en sundhedsrisiko.

Kombinationseffekten – også kaldet cocktaileffekten – er et begreb, der dækker over sundhedseffekten af din samlede udsættelse for uønskede kemikalier.

Forbrugerrådet Tænk om cocktaileffekten

Ud fra dette, giver det mening at reducere i antallet af produkter. Og siden rasul for mig kan gøre det ud for både hårshampoo, balsam og hårkur, er det et godt valg. Sustain Daily har gennemgået forskellige andre alternativer i deres guide til at blive shampoofri.

Tidligere kløende hovedbund

Sidst jeg var ved frisør, i 2016, konstaterede hun at jeg havde irriteret hovedbund. Det kunne jeg kun bekræfte, for min hovedbund kløede hvis ikke jeg vaskede mit hår hver dag. Frisøren forklarede så, at kløen formentlig skyldes netop den daglige hårvask, som ikke anbefales af frisøre. Hun solgte mig en shampoo til irriteret hovedbund og anbefalede at vaske håret max hver anden dag.

Det var lettere sagt end gjort, for håret så jo fedtet ud hver anden dag, hvor det ikke blev vasket. Svaret på det var tørshampoo. Men tørshampooen gjorde, at når håret skulle vaskes hver anden dag, måtte der to gange shampoo og skyl til, for også at få tørshampooen vasket ud. Det føltes som en dum spiral. Men med tiden blev tørshampooen overflødig og håret vænnede sig til kun at blive vasket hver anden dag. Og selvfølgelig også balsam. Og ugentlig hårkur.

I 2018 opdagede jeg rasul. Jeg læste utrolig meget om minimalisme, hvilket også førte mig til zerowaste og mange andre nicher. Et sted i denne søgning, faldt jeg over en beskrivelse af, hvordan man med rasul kunne undgå kemi fra shampoo og vaske hår mindre hyppigt. Win-win.

Hvordan bruges rasul som shampoo?

  • Tag en lille bøtte med låg, hæld cirka 2 tsk rasul i, hæld varmt vand over, sæt låg på og ryst.
  • Gør håret vådt og sluk bruseren.
  • Det opløste rasul er nu en mudder, som fordeles i hovedbunden.
  • Der skal skrubbes rigtig godt med fingerspidserne, i cirka 5 minutter.
  • Tilfør eventuelt en håndfuld vand til håret, mens der skrubbes, for bedre at fordele opløsningen.
  • Masser hovedbunden mens håret skylles fri for rasul.

Rasul skummer ikke, og derfor skal der bruges ekstra tid og omhyggelighed, på at skrubbe hovedbunden ren, sammenlignet med almindelig shampoo.

Hvor købes rasul?

OBS: Det følgende link til tyske Amazon.de er et affiliate link. Det er markeret med *. Affiliate links betyder, at hvis du som læser følger linket og køber noget, modtager vi en lille procentdel af amazons salgpris. Produkterne er altså ikke dyrere for køberen.

Jeg har købt 5 kg rasul* på tyske Amazon.de. Det er pakket i 10 stk a 500g i papirsposer, og koster ca 40 euro + ca 11 euro i fragt. Total knapt 400 danske kr. Rasul kan også købes i danske helsebutikker.

Overgangsfasen…

Når man læser om rasul i diverse facebookgrupper og lignende, vil man støde på mange som mener at rasul ikke fungerer for dem. Jeg tror, at det handler om overgangsfasen. Altså at man måske ikke er kommet igennem den, før man har opgivet.

Der var også en fase for mig, eller flere faktisk. Først blev håret tørt. Så blev det fedtet. Så blev det stridt som en hestemanke. I denne periode, opstarten eller overgangsfasen fra shampoo, hjalp det lidt at skylle håret i fortyndet æblecidereddike (forhold 1:10) efter vask med rasul.

Efter cirka tre måneder fandt mit hår en ballance. Nu blev det “almindeligt” hår igen. Håret føles ikke helt, som når det vaskes i silikonehårshampoo, men det føles rent, blødt og lækkert igen. Herfra begyndte jeg at øge antallet af dage mellem hårvask fra hver anden dag, til hver trejde dag. Det er også en tilvænningsperiode man skal igennem. I skrivende stund vasker jeg hår hver 3.-4. dag.

Øvrig hårpleje

Som nævnt, bruger jeg kun rasul i håret, hverken balsam eller hårkur føles nødvendigt længere. Stylingprodukter bruger jeg heller ikke, men har heller aldrig rigtig gjort det. Skørt nok, havde jeg dog alligevel forskellige hårsprays, saltvandsspray, heatprotector-et-eller-andet, hårolie osv. stående i badeværelsesskabene, da jeg ryddede op i alle vores ejendele sidste år.

Hårfavningen har jeg også droppet for halvandet år siden. Det var min datter, som efter en snak vi havde, om at man er god nok som man er uanset udseende, udfordrede mig på, hvorfor jeg så selv farvede mit hår. Og hun havde jo ret. Skørt at farve hår nærmest uafbrudt i 20 år, og først stoppe og opdage sin naturlige hårfarve, når håret er begyndt at blive gråt.

Frisøren er forøvrigt helt droppet, og jeg klipper selv hele familiens hår, inklusiv mit eget. Læs hvordan i dette indlæg.

For nyligt er jeg begyndt at vaske både krop og ansigt i rasul, men mere om det senere, når jeg har testet det længere.

Hvad med resten af familien?

De bruger som udganspunkt parfumefri hårshampoo. Børn og mand har prøvet rasul da jeg startede med det, og de besluttede at det mudderpjat, kunne jeg beholde for mig selv. De mente at det er for besværligt, fordi det kræver noget mere at få skrubbet håret rent med rasul end almindelig flydende shampoo.

Familien har også testet forskellige shampoobarer, men de er kommet frem til, at flydende hårshampoo er deres foretrukne. Indtil videre hvertfald. Vores datter på 8 er netop begyndt at vaske sit hår i rasul.

Følg bloggen FamilieFinanser :

Læs mere om Familien bag bloggen, og om vores familieprojekt Købestop-op i 2020, og projektet Køb Kun Brugt fra 2019.
Omdrejningspunkterne på siden er Økonomi og Minimalisme, derudover skriver vi meget om det at købe genbrug, og om hvordan vi ellers sparer penge. Få et hurtigt overblik over Bloggens indhold.
Kig forbi facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen hvor medlemmerne deler alverdens sparetips.
Du kan også følge bloggens Facebookside eller Instagram
Kontakt pr mail: Info@familiefinanser.dk



 

 

Skriv et svar