FamilieFinanser køb Kun Brugt familieprojekt
Projekt "Køb Kun Brugt"

Projekt “Køb Kun Brugt” Marts opsummering

Følg med i vores familieprojekt om udelukkende at købe brugt

Marts måned er gået og det er på tide at lave en samlet oversigt, over hvad vi har købt. Denne måned har datteren valgt at bruge sine opsparede lommepenge til at købe legetøj. Hun har købt det i supermarked, altså fra nyt… Det var oprindeligt min holdning at børnene også skal købe brugt, når de køber noget i år. Men jeg tror at vi bedst “når” dem, ved at vi voksne er gode forbilleder og selv køber brugt og taler om hvorfor vi gør det. Frem for at diktere hvordan børnene skal bruge deres egne lommepenge. Herunder følger listen over vores køb:

  • 2 brugte flasker til sodastream. Vi er dog nået til den konklusion at sodastream ikke kommer til at spare os nok penge i forhold til det kompromis vi føler der er på smagen. Så når vi har brugt brusen op, så må maskinen videre i verden.
  • Vi har også købt en refill til kulsyrepatronen til sodastream maskinen.
  • Så har vi købt et par sneakers til sønnen. De er købt på dba, og er dermed et brugtkøb, men sko køber vi kun de fejlkøb som folk sælger.
  • Vi har købt røgalarmer, nye. De gamle fik vi ikke taget ned i forbindelse med sandblæsning af huset, og vi følte os ikke sikre på om de virkede som de skulle efter alt det støv.
  • Forlygtepærer til bilen, nye. Ja det siger jo lidt sig selv, hvorfor vi ikke køber dem brugt,
  • Sidst men ikke mindst, underbukser til sønnen. Og her må jeg sige at jeg er noget forarget over hvad folk vil være bekendt at sælge videre, og at billeder kan snyde. Nå, men sådan kan det altså også være at handle brugt…

Derudover har marts måned budt på…

Jeg skrev et indlæg om at vi har lavet hjemmelavede opvasketabs, og det blev bloggens mest læste post overhovedet. Vi bruger stadig tabs’ne med fint resultat. Jeg vasker også tøj i hjemmelavet vaskepulver, mere om det en anden gang. For at spare både penge og for klodens skyld, går vi meget op i at lave kødfri aftensmad nogle gange hver uge, her er familiens 3 kødfri livretter. Og så har jeg reflekteret over mit eget købemønster. Nu køber jeg simpelthen ting, for at spare penge. Det er ret fjollet, så jeg har besluttet mig for at indføre en form for købestop for mig selv. Jeg skal altså vente 30 dage fra jeg får ideen, til jeg faktisk køber tingen. Så har jeg lavet en hjemmelavet gave til min søster, et tæppe i armstrik.

Nyt på bloggen

Nu hvor der måske vil være lidt færre brugtkøb at skrive om, har jeg i stedet tænkt mig at skrive noget mere om hvordan vi sparer penge. Det bliver en blogserie som jeg kalder Sparet er tjent, hvor jeg lister 10 ting vi har sparet penge på, enten intentionelt eller som sidegevinst. Og hver gang jeg har 10 nye besparelser, kommer et nyt indlæg på bloggen. Derudover er FamilieFinanser kommet på Instagram og på Pinterest. Bloggen kan stadig følges på Facebook og i gruppen Spar Penge i Hverdagen.

Skriv et svar