Købestop

No Spend Forbrugsfri
  • Denne side indeholder:
    • Købestop
    • 30 Dages Reglen
    • ShoppeDetox
    • Motivation
    • Sorterings-udfordring
    • Salgs-udfordring
    • Taknemmelighed
    • Værktøjer til Købestop

Købestop

Købestop, Købestop-op, No Spend, Forbrugsfri måned eller -dage. Kært barn har mange navne. Man laver selv reglerne. Hvad er nødvendigt og hvad kan undværes?

Købestop vil sige, at man køber så få ting som muligt.

Nogle holder købestop på specifikke kategorier, fx tøj, beautyprodukter, tankstations-besøg – you name it.

For andre er købestop = at købe intet overhovedet. At tømme fryseren og undvære alt hvad man ikke allerede har. Man betaler selvfølgelig altid husleje, medicin mv.

Købestop-op vil sige, at man stopper op før hvert eneste køb og overvejer købet grundigt.

Ikke sådan, at man intet køber overhovedet. Det handler kort sagt, om at skelne mellem Nice to have og Need to have.

Man kan også vælge overvejende eller udelukkende, at købe brugte ting og tøj fremover.

30-Dages Reglen

30 dages reglen er en metode, hvor man indfører en fast betænkningstid før alle køb.

Hvis man får en ide om at købe noget, så skriver man det ned, og venter 30 dage med at købe det. På den måde har man tid til at researche priser, og undersøge om det nu også er et fornuftigt og nødvendigt køb på den lange bane.

Ofte vil man opdage, at efter de 30 dage er interessen for købet faldet, eller man har måske fundet en anden løsning i mellemtiden.

Man kan naturligvis også nøjes med en uges betænkningstid, eller 2 måneder, hvis det passer dig bedre.

ShoppeDetox

Shopping kan blive en hobby, en vane, en pause i hverdagen, et tidsfordriv. Det kan også være en dyr fornøjelse, og det kan føles næsten som en afhængighed.

Man kan hvertfald nemt føle et kick, når man klikker “Gennemfør køb”. Men det er en midlertidig lykkefølelse. Ofte er glæden større, i det øjeblik hvor man trykker “Køb”, end når man modtager varen.

Det første man kan gøre, er at logge af. Log ud af alle shoppe- og betalingsprofiler. Log af paypal, mobilepay, ebay, amazon, wish – alle sider der har login for at gøre det hurtigere at bestille og betale.

Så snart du er logget ud, har du skabt muligheden for en tænkepause til dig selv. Butikkens login gemmer ikke dine oplysninger for at gøre dit liv lettere. Det er for lettere at kunne få dine penge. Jo færre klik, jo flere impulskøb og des mere salg til dem.

Når du er logget ud af dine profiler på diverse webshops, vil du heller ikke længere modtage mail som “Vi har gemt varerne i din kurv”. Som ofte vil være de gange, hvor det faktisk er lykkedes at lukke webshoppen ned, uden at gennemføre købet.

Det næste skridt er at ændre koderne på alle profiler. Koden skal ikke være nem for dig at huske, kodens formål at også at forlænge din tænkepause. Koderne skal selvfølgelig ikke være ens. Du kan evt lave rigtig besværlige koder, og skrive dem ned et sted.

Læg dankortet væk, eller hvilket kort du nu har – Visa, mastercard osv. Tag det ud af pungen eller mobilcoveret. Læg det ned i en æske, i en skuffe, eller i et skab. Eventuelt i et rum hvor du ikke normalt opholder dig, når du er online. Bare sørg for at det er besværligt for dig at finde betalingskortet frem.

En del impulskøb udspringer direkte fra reklamer, som dumper ind i mailboxen. Nyhedsmails er ikke for at holde dig opdateret om nyeste trend, det er et middel til mersalg.

Mails om at spare en bestemt procent, her og nu tilbud, restsalg, lagersalg tilbud kun for medlemmer og trofaste kunder – alt sammen kun designet for at sælge dig endnu mere.

Det tager tid, men det er godt givet ud at få alle nyhedsbreve afmeldt, og ikkeat tilmelde sig fremadrettet. .

Motivation

Skriv en liste over ting du ikke købte. Hver gang du når at stoppe dig selv fra at gennemføre et køb, enten på grund af besværet med nye koder, eller at du først skal til at finde dankortet frem, skriv det ned.

Hver gang du mister interessen i løbet af den fastsatte ventetid, skriver man det på listen.

Efter en noget tid analyseres listen. Ofte kan man overraskende nemt se, hvor ideer til impulskøb kommer fra. Måske bliver man ofte inspireret fra YouTube, eller i en facebookgruppe om mode, børn, hobby eller boligindretning?

Track købestoppet. Sæt kryds i kalenderen de dage hvor der intet købes, eller marker de dage hvor der købes. Længere ned på denne side, findes printsider til download, hvor du kan lave en 30 dages liste eller farvelægge felter i en måned med købestop.

Når man ikke shopper, kan man holde hænderne beskæftiget med små kreaprojekter, som fx strikke karklude , hækle et indkøbsnet, eller sy stofservietter af en gammel dug.

Man kan rydde op og sortere ud i sine ejendele. Det handler om at sortere det unødvendige fra, og beholde det som giver livet værdi.

Nogle af de ting, som man sorterer fra, kan med fordel sælges videre. Det er både godt for privatøkonomien, og godt for bæredygtigheden. De brugte ting som du sælger videre, sparer verden for at nye ting skal produceres

Sorterings-udfordring

Som motivation, kan man forsøge at skille sig af med 500 ting på en måned. Den 1. i måneden skiller man sig af med 1 ting. Den 2. i måneden 2 ting, 3 ting d. 3. og sådan fortsætter man måneden igennem.

De 500 ting sorteres i kategorier, som fx hvilke ting skal sælges, foræres væk til familie, venner eller via sociale medier, noget kan måske doneres til genbrug eller lokale organisationer, og resten må på genbrugsstationen.

En meget vigtig gevinst ved sorteringen er, at man oplever hvor lidt man har brug for, og hvor meget man har købt, som man ikke (længere) bruger.

Det gør at man bliver mere bevidst om sit forbrug fremadrettet, og som en ekstra bonus, bliver oprydning og rengøring i hverdagen hurtigere klaret.

Salgs-udfordring

At sælge noget, kan give lidt det samme sus, som at købe ting. Derfor er det en god hjælp i købestoppet og shoppedetoxen, at sælge ud af de ting, som man ikke bruger.

Sæt et antal af ting, fx 10. Målet er nu at sælge 10 ting. Skriv løbende ned hvad du sælger og hvad du tjener på dem, og regn så de 10 beløb sammen.

Brugte ting kan sælges på loppemarkeder, ved en stand i et loppesupermarked, på DBA, på Facebook Marketplace, i facebookgrupper med for køb/salg i lokalområdet, eller specifikke grupper for hobby, tøj, boligindretning mv.

Taknemmelighed

Man bliver så hurtigt privilegieblind og glemmer alt det gode man allerede har, i jagten på mere. Eller man fokusere på det negative, frem for det gode. At reflektere over hvad man har at være taknemmelig over, er en rigtig givende øvelse i at fokusere på det positive.

Hvor, hvornår, hvordan, hvor ofte og hvorpå taknemmeligheden noteres, er op til den enkelte. Det kan være en desideret dagbog eller bare en liste i telefonen. Det er ikke ønsker, drømme, håb og løfter som noteres, men her og nu, hvad der giver livet værdi.

Det er ikke et sparetip i sig selv, men det hjælper helt sikkert på vejen mod et mindre materialistisk forbrugsfokus. Måske har vi allerede nok. Måske er vi allerede glade og lykkelige og har meningsfulde liv?

Værktøjer til Købestop

Min SpareBog 1 strækker sig over et helt år, hvor hver af de 12 måneder behandler forskellige emner. Emnerne byder på varierende opgaver til dig, med din økonomi som omdrejningspunkt. Alt sammen med det formål at spare dig penge, at sælge det du ikke bruger, og at bruge det du allerede har.

Min SpareBog 2 består af to komponenter. Første del guider dig gennem en ShoppeDetox, mens anden del af bogen indeholder 12 måneders tracking af og motivation til købestop.

Der kan downloades gratis sider til at tracke Købestop og til at skrive 30 dages listen.

Min SpareBog 1 – Sælg, Spar og Brug hvad du har
Min SpareBog 2 – ShoppeDetox og Købestop

FamilieFinanser

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *