Børneopsparing Investering
Børn,  Investering

Investering af børneopsparing

Vi har valgt at investere børnenes børneopsparinger.

Tidligere på måneden skrev jeg et blogindlæg omkring, hvordan vi er begyndt at give vores børn renter for at opspare deres lommepenge. Læs mere om renter på børnenes opsparing og om vores generelle tilgang til at give børnene lommepenge.

Da vi i sin tid oprettede børneopsparingerne, var det til en rente på 4% hvilket vi var godt tilfredse med. Men gradvist er renterne på børneopsparinger generelt kun gået nedad. Vi har flyttet børneopsparingerne fra én bank til en anden, for at have dem hvor renten var bedst på daværende tidspunkt.

Vi har nu børneopsparingerne i Jyske Bank, hvor renten også kun er gået nedad og pt er 0%, og der endda er negative renter hvis opsparingen er over 100.000 kr. Derfor har vi besluttet at investere børneopsparingerne. Vi er for nyligt, i det små, begyndt at investere lidt af vores normale opsparing. Læs mere om vores investering gennem Månedsopsparingen.

Regler for børneopsparing

  • Der må kun oprettes 1 børneopsparing pr barn.
  • Forældre, værge, bedsteforældre eller oldeforældre kan oprette en børneopsparing til barnet.
  • Børneopsparingen skal oprettes før barnet fylder 14 år.
  • Børneopsparingen er bundet mindst 7 år.
  • Pengene kan udbetales til barnet fra det er mindst 14 år til max 21 år.
  • Der må max indsættes 6000 kr pr år.
  • Der må max indsættes 72.000 kr i alt.
  • Pengene på børneopsparingen kan investeres i aktier, obligationer mv. Husk at dette er forbundet med risiko for tab.
  • Der findes også såkaldte børnebørnsopsparinger, som barnet kan have flere af, og som kan oprettes af alle uanset relation til barnet.

Vores indbetaling til børneopsparing

Da vi oprettede børneopsparingerne var maxbeløbet pr år 3000 kr pr barn, og det indbetalte vi med 250 kr pr måned pr barn, frem til at maxbeløbet blev hævet midt i 2018. Her tog vi en beslutning om, hvilket totalbeløb vi ville indsætte.

Vi har valgt at børnene hver får 25.000 indbetalt, og vi har ikke indbetalt på børneopsparingerne siden. Det er et valg vi har truffet ud fra, at vi mener 25.000 er et flot beløb at give ungerne, når de rammer voksenlivet. Og så vil vi hellere bruge flere penge på oplevelser sammen med dem i deres barndom.

Nu er hele formålet med børneopsparing jo, at de skal vokse med renter, og eventuelt afkast, som er skattefrit for forældrene. Og med en rente på 0, kunne pengene lige så godt stå på vores almindelige bankkonto eller ligge i en sparegris, og derfor har vi nu valgt at børnenes 25.000 skal investeres.

Investering af børneopsparing

Jeg kontaktede banken for at høre om mulighederne for investering af vores to børns børneopsparinger. Her kunne man vælge at investere pengene gennem bankens puljer, men jeg vurderede at de årlige omkostninger i procent var ret høje.

Jeg kunne også vælge selv at investere pengene, mod at oprette adgang til netbank for 15 kr pr måned, med mindre vi ville skifte alt til deres bank. Vores børn er 9 og 10 år, så hvis jeg skal have netbanken frem til den yngste fylder 18, ville det koste 9 år × 12 måneder × 15 kr = 1620 kr.

En tredje mulighed var at lade banken investere pengene af én omgang. Det valgte vi, og det kostede 175 kr pr opsparing. Vi kunne frit vælge hvor pengene skulle investeres, og valget faldt på den aktiefond, som vi også køber gennem Månedsopsparingen; Sparindex Globale Aktier Kl. Den fond er beskrevet rigtig fint hos Frinans.

Fremadrettet om børneopsparingerne

Det er værd at bemærke, at med den metode som vi har valgt, vil et eventuelt udbytte af investeringen, ikke blive geninvesteret automatisk. De aktier som er købt gennem fonden, vil stige og falde frem til pengene trækkes ud. Og udbyttet vil stå på selve børneopsparingen i banken.

Vi har stadig mulighed for at indsætte flere penge på børneopsparingerne, max 6000 pr år og max 47.000, altså fra de 25.000 op til 72.000. Disse penge, hvis vi valgte at indbetale dem, ville vi skulle betale for at få investeret, hvis det var ønsket.

Det næste vi skal tage stilling til, er hvornår børnene skal have pengene. Lige nu står børneopsparingerne indtil børnene hver især fylder 18 år. Hvis vi vil forlænge og lade pengene stå, indtil børnene fylder 21 år, skal vi meddele banken dette, før børnene fylder 14 år, idet at en børneopsparing altid skal forlænges mindst 7 år.

Læs mere om FamilieFinanser:

Læs mere om Familien bag bloggen, og om vores familieprojekt Købestop-op i 2020, og projektet Køb Kun Brugt fra 2019.
Omdrejningspunkterne på siden er Økonomi og Minimalisme, derudover skriver vi meget om det at købe genbrug, og om hvordan vi ellers sparer penge. Få et hurtigt overblik over Bloggens indhold.
Kig forbi facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen hvor medlemmerne deler alverdens sparetips.
Du kan også følge bloggens Facebookside eller Instagram
Kontakt pr mail: Info@familiefinanser.dk



 

 

Leave a Reply