Hæklet indkøbsnet til frugt – spar miljøet for butikkens plastikposer

Mit første hækleprojekt – lige til at gå til for nybegyndere.

Den her er for miljøet, og ikke pengepungen. De små tynde plastikposer til frugt er gratis i butikkerne. Men de poser er jo ikke gratis for naturen, derfor har jeg i et kreativt øjeblik, hæklet mig et net til formålet. Garnet er købt i genbrugsbiks, det er bomuldsgarn. Det giver ikke så meget mening i min optik, at købe nyt garn. Hvertfald ville jeg vælge økologisk bomuld hvis det var tilfældet. Men vi har jo vores familieprojekt “Køb Kun Brugt” og derfor er garnet her naturligvis købt brugt.

Nettet matcher for øvrigt de karklude jeg har strikket. Opskriften på frugtnettet fandt jeg på YouTube, eller anvisningen skal jeg måske bare kalde den. Det var lige ud af landevejen, selvom jeg ikke har hæklet før. Jeg har prøvet at skrive ned hvordan, men siden jeg ikke kender de rigtige betegnelser i hækling, er det meget lettere hvis I bare ser videoen herunder. Hvis man allerede kan hækle, er der mange andre spændende opskrifter på YouTube.

Instruktion til at hækle nettet.

I Rema hvor jeg har haft nettet med hver uge siden jeg lavede det, giver det anledning til en lille sludder med ekspedienten. Én har sågar ledt efter stregkoden… Men i virkeligheden er det jo en god måde at sprede budskabet om mindre plastik – når folk nysgerrigt spørg. I princippet kan man sikkert slippe afsted med at putte sin frugt med videre, i hvilken som helst pose eller net man har medbragt. Så længe man kan se hvad og hvor meget der er deri. Så hvorfor ikke finde et alternativ til den lille plasticpose, hvad enten det er et hæklet net, en stofpose, et net fra kartofler eller noget tilsvarende?

Skriv et svar