Familien

Velkommen til FamilieFinanser – en blog om økonomi, minimalisme og bæredygtighed

Hvem er vi?

Vi er vist en helt almindelig familie på fire, bestående af pseudutvillinger på 7 og 8 år og forældre i midt 30’erne – Maria bag tasterne. Børnene går i folkeskole og til fritidsaktiviteter. Begge voksne arbejder, manden fuldtid og pendler dertil, jeg selv 30 timer om ugen sideløbende med studie.
Vores version af villa-volvo-vovse udleves som ejere af et hus fra 1930erne der ofte gør indhug i familiens finanser. Huset købte vi i 2014 og har et realkreditlån som løber indtil 2033 og derudover et boliglån. Bilen er en 7 år gammel Hyundai som er den nyeste bil vi nogensinde har haft. Familiebil, intet fancy. Derudover har vi 2 katte, samt en flok høns der aldrig får lagt æg nok til at tjene det hjemmebyggede hønsehus ind igen,  men til gengæld hjælper de med at bekæmpe madspild.

Drømmen

..er at rejse mere, at opleve verden med ungerne, og at blive gældsfri fra vores boliglån, og måske en dag selv at kunne bestemme om vi vil arbejde eller lade være. Det kræver at der er styr på økonomien, og bloggen handler om vores små hverdagstiltag på vejen hertil. Vi prøver at være sparsomme og bevidste om vores forbrug. Minimalisme er et rigtig godt koncept til at finde ud af hvad der giver mening og hvad der er overflødigt,  og det har medført en interesse for bæredygtighed.

Vores mål

  1. Projekt “Køb Kun Brugt”. Vores familieprojekt for 2019 om udelukkende at købe brugt tøj og ting.
  2. Opsparing til en rejse til Asien (som vil være vores første ikke-charter rejse) i sommeren 2020.
  3. Afvikle boliglånet (som har en forventet løbetid til 2034) med ekstra afdrag, så er gældfri inden udgangen af 2020.

Bloggen FamilieFinanser

..vil forhåbentlig være til inspiration for andre om at følge drømme,  være bevidste om forbrug, og hvad der giver værdi i livet.
Desværre er vi ikke perfekte. Overhovedet.
Og vi stræber ikke efter at blive det – så er det sagt.
De værdier som er i spil, giver ikke altid et enslydende svar.
Det bedste økonomiske valg, er ikke altid det mest bæredygtige valg osv.
Derfor vil de valg vi tager for os selv, ikke altid også være dét, der er det bedste, for jer der læser med. Vi er godt klar over det selvmodsigende i at ville inkludere bil og fly i et co2-regnskab, som man ønsker at nedsætte på en række andre punkter.

Kontakt FamilieFinanser

Kontakt os pr mail: Info@familiefinanser.dk eller mød mig i facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen hvor medlemmerne deler alverdens sparetips. Du kan også følge FamilieFinanser på bloggens Facebookside eller på Instagram



 

 

Skriv et svar