Diverse

Dagens Sparetip nr 51-55

I “Dagens Sparetip” vil jeg løbende dele primært de små, men også større metoder til besparelser. De fleste er vaner, som vi herhjemme allerede har integreret i vores hverdag. Men forhåbentligt vil der også komme nye måder at spare penge ved, som vi tager i brug fremadrettet. “Dagens Sparetip” er altså hvordan vi helt konkret har sparet penge på den pågældende dag. Målet er at skrive ét sparetip for hver dag, og se hvor længe jeg kan holde den kørende.

Reparer selv. Reparer selv det som du kan. Og det som du ikke kan; prøv først at se om du kan få gratis hjælp. Fra en ven, fra producenten, fra Google eller fra YouTube. Der er så meget tilgængelig viden om alt mellem himmel og jord.

Og kan du ikke selv reparere er der heldigvis fagfolk man kan betale for at fixe det, hovedpointen er, ikke at kassere og købe nyt, før alt andet er afprøvet.

Lige pt er min mand i gang med at fejlsøge på vores pillebrændeovn, som vi overtog sammen med huset. Det vil sige ingen brugsanvisning, men nøj hvor han kæmper. Heldigvis har vi også fjernvarme, så han kan tage sin tid med den.

Sluk på kontakten. Elapperater på standby koster, så sluk på kontakten (om natten). Vi har nok alle sammen hørt den før! Men husker vi at gøre det?

Det at få slukket hver aften, er en vane som skal implementeres. For at huske det, og for at motivere sig selv – man kan måske sige for at aktivere belønningssystemet i hjernen – kan man bruge tracking. Sæt et kryds, et klistermærke, eller farv et felt for hver dag, hvor du husker at slukke på kontakten. Jeg har et gratis skema til download på min webside, som kan printes og bruges til formålet.

Køb brugte ting. Jeg siger det alle steder hvor folk gider lytte; kig på brugtmarkedet først, der er så meget til salg som stadig er fuldt funktionsdygtigt, eller måske endda helt ubrugt. Det er mange ubrugte fejlkøb til salg fx på DBA, som folk sælger videre til god pris i forhold til nyprisen. Så der er penge at spare.

Og så er der en kæmpe lang liste af ting, som det måske er helt okay, at en anden har brugt før du køber det af vedkommende. Fx den håndstøvsuger vi købte i januar, det betyder jo vitterlig intet, at den har støvsuget et andet sted før den kom til os, så længe den bare er blevet passet fint på.

I hele 2019 havde min familie og jeg projektet Køb Kun Brugt, hvor vi forsøgte udelukkende at købe brugt i 1 år. Det lykkedes ikke 100%, men vi lærte en masse, og vi sparede rigtig mange penge. Samtlige brugtkøb, og alle op og nedture på den “rejse” blev dokumenteret på bloggen

Brug dine gavekort. Gavekort og tilgodebeviser, mange af os glemmer at få dem brugt. Lav eventuelt en liste over alle tilgodehavender, og kig på den før du køber noget for rede penge.

Jeg har fx et matas gavekort fra min fødselsdag, nogle “klip” på 10 turskortet til svømmehallen, og 2 fribilletter til den nærmeste zoo, alt sammen ting, vi skal huske at få brugt i tide.

Vælg langstidsholdbare blomster. Afskårne blomster er dyre i forhold til hvor kort tid de holder. Jeg har også måttet indse, at de eneste blomster der er langstidsholdbare i min varetægt, er kaktus og sukkulenter. Fordi at de overlever, selvom jeg glemmer dem. Længe.

Bloggen FamilieFinanser



 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *