Sparetips

Dagens Sparetip nr 41-45

I “Dagens Sparetip” vil jeg løbende dele primært de små, men også større metoder til besparelser. De fleste er vaner, som vi herhjemme allerede har integreret i vores hverdag. Men forhåbentligt vil der også komme nye måder at spare penge ved, som vi tager i brug fremadrettet. “Dagens Sparetip” er altså hvordan vi helt konkret har sparet penge på den pågældende dag. Målet er at skrive ét sparetip for hver dag, og se hvor længe jeg kan holde den kørende.

Tidligere sparetips:

Afmeld nyhedsbreve. Afmeld alle nyhedsbreve og tilbudsmails fra diverse
forhandlere og webshops. Det tager tid, men det er godt givet ud.
Der er altid et link til framelding nederst i disse mails. Gør det også til
en vane, at sætte eller fjerne “fluebenet” når du skriver din
mailadresse, sådan at du ikke tilmeldes nyhedsbreve fremadrettet.

Nyhedsmails er ikke for at holde dig opdateret om nyeste
trend, det er et middel til mersalg. Mails om at spare en bestemt
procent, her og nu tilbud, restsalg, lagersalg, tilbud kun for
medlemmer og trofaste kunder – alt sammen noget, der kun er
designet for at sælge dig endnu mere.

Læs om hvordan du kan undgå impulskøb

Fix dit feed.
Dit feed er al det du følger på sociale medier.
Det er fx Facebookgrupper der inspirerer dig til at købe. Jeg var medlem i grupper om boligindretning, og selvom de andre medlemmer ikke er bevidst reklamerede, så blev det en dyr fornøjelse for mig, at se alle de skønne billeder og blive fristet til selv at købe noget tilsvarende.

Dit feed er også influencers – de personligheder vi følger fx på YouTube og især Instagram. Mange influencers bliver betalt for at reklamere, og de personlige anbefalinger af produktet, gør reklamen diskret og troværdig.

Men dit feed er også sider fra forhandlere du følger fx på Facebook, butikker du har liked, enten med vilje, eller for at deltage i en konkurrence. Herfra vil du jævnligt blive præsenteret for direkte
reklamer.

Derfor er det mindst lige så vigtigt, at få ryddet op i dit feed, som at få afmeldt nyhedsbreve.

Bogen Min Madplan er netop udkommet. Det er en bog til dig der gerne vil i gang med at lave madplan hver uge, og samtidig holde styr på dagligvarebudgettet. Min Madplan indeholder ugentlig madplanlægning og indkøbsliste, månedligt regnskab, mål, menu og oversigt over hvad du har i fryseren.

Brug eco-programmet. Både vaskemaskiner og opvaskemaskiner har gerne et program der hedder eco eller lignende, som betyder at maskinen sparer på vand og/eller energi. Typisk varer programmet længere og vasker ved lavere temperatur.

Brug det sidste op. Der er ofte noget af produktet tilbage i emballagen selvomden virker tom. Fx kan man folde yoghurt-kartonen og trykke det sidste ud. Man kan klippe bøtten med mayonnaise, ketchup eller håndcreme op, og få det sidste ud. Det kan godt virke besværligt for så lidt, men så gør det i ånden af at stoppe madspild og “brug hvad du har”.

Hjemme hos os er det pt tandpastaen der tømmes. Ungerne har dømt tuben tom, og har taget hul på den næste. Jeg fortsætter med den “gamle”, der er helt sikkert nok til en uge endnu til mig.

Hvilke produkter oplever I at der må kæmpes lidt for at få brugt det sidste?

Vælg madspilds-grønt. Meget frugt og grønt bliver solgt til nedsat pris, hvis det er bare en anelse mindre friskt at se på, end det kunne være. De fleste kender allerede Too Good To Go app’en, hvor man køber en lykkepose med varer fra en bestemt afdeling af en given forretning, fx frugt og grønt. Der findes også en madspilds-måltidskasse. Butikkerne sælger om sommeren madspilds-agurker hvor formen er uregelmæssig.

Jeg købte en pose med 20 modne bananer i min lokale Rema, til 10 kr – hjem i fryseren til smoothie og kage. Og så er der selvfølgelig den lidt mere ekstreme tilgang, at “skralde” containeren efter butikkens lukketid.

Bloggen FamilieFinanser



 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *