Købestop, købe-stop-op og 30 dages reglen

FamilieFinanser købestop

Shopper du også stadig for meget?

Jeg sidder her på en skøn fredag formiddag og drikker min kaffe. Kaffe brygget på vores nye pour-over kaffebrygger, som jeg købte på DBA for et par uger siden. Vi har brugt den siden i søndags, og jeg hader den. Den er mega besværlig i forhold til at vi normalt drikker instant kaffe. Vi har allerede aftalt, at så snart vi har tømt den pose kaffe vi har købt dertil, så må kaffebryggeren videre ud i verden, og vi vender tilbage til neskaffe. Kaffebryggeren er købt brugt til 135kr inkl forsendelse – brugt ligesom alt andet vi køber i år, qua vores familieprojekt “Køb Kun Brugt“.

Ideen om kaffebryggeren kom sig af muligheden for at spare penge, fordi at filterkaffe er billigere end neskaffe. Ligesom tekanden jeg købte, som skulle være billigere end tebreve. Og sodastream maskinen som også blev købt i spare-øjemed. Fornemmer I mønsteret? Min “nye hobby” – at spare penge, gør at jeg køber ting. Det er da dumt. Men når jeg ser i bakspejlet, så er det nok sådan det ofte er, når jeg får en ny interesse. Som jeg hørte engang “Shopping for hobby supplies is half the fun”… Ja. Jeg er skyldig.

Købestop

Jeg har besluttet mig for at indføre en form for købestop for mig selv. Ikke sådan at nu må jeg intet købe overhovedet. Et totalt forbud, vil give mig bagslag i stedet. Jeg har prøvet det i forhold til at undgå slik og kage, og det virker ikke. På mig altså. Så en version som kaldes Købe-stop-op, hvor man stopper op og overvejer hvert køb grundigt. Det vil jeg så gøre med 30 dages reglen. Altså hvis jeg får en ide om at købe noget, så vil jeg vente 30 dag med at købe det. Så har jeg tid til at researche om det nu også er en god ide på den lange bane. Det gælder ikke for ting som går i stykker fx. Hvis elkedlen brænder sammen, så køber jeg en erstatning. Men fixe ideer om noget vi ikke kender vores behov for, det skal overvejes grundigere.

Er det nu også så slemt at have købt de tre ting fordelt over tre måneder? Økonomisk set, nej overhovedet ikke, det er småpenge det drejer sig om. Men det er princippet, det er vanen der skal ændres. Det handler om, at jeg stadig har en shoppetrang, og det irriterer mig. Jeg har skrevet et indlæg om at undgå impulskøb, og her fornemmer man nok, hvorfor det er vigtigt for mig at bryde vanen.

Læs mere om emnet :

Købe-stop-op er et udtryk jeg har fra facebookgruppen Minimalisme og købestop, hvor der ofte diskuteres købestop i forskellige grader. 30 dages reglen troede jeg egentlig kom fra The Minimalists, men der bruger de den kun for køb over 100$. Den dukkede op facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen igår, da Kasper fra Pengetræet delte sine bedste sparetips. Købestop kan man læse meget om hos Jane på Project Handmade, som har praktiseret det i 5 år.

Sodastream – kan det betale sig?

FamilieFinanser minimalisme bæredygtighed økonomi

Sparer man penge med en sodastream? Jeg har lavet beregninger…

Vi har købt en brugt sodastream med én flaske og kulsyrepatron til 154kr inklusiv forsendelse. Derudover har vi købt to ekstra flasker til 100kr inklusiv forsendelse, da brusen forsvinder hvis sodavanden hældes på drikkedunke. Læs mere om vores familieprojekt “Køb Kun Brugt” Hvor vi i hele 2019 udelukkende vil købe brugt. Men kan det mon betale sig rent økonomisk med sodastream maskinen? Kulsyrepatronen rækker til ca 60 liter og derfor er det tallet i regnestykkerne. Første sammenligning er mellem mærkevarer sodavand og de sirupper der forhandles sammen med maskinen. Siruppen rækker til 7 eller 9 liter færdig drik pr flaske, så i udregningen har jeg sat det til 8L.

Smagssirup…
  • Smagssirup til ca 60 liter (7,5 flasker a 50kr, Punkt1), 375kr
  • Kulsyrepatron refill til ca 60 liter, 100kr
  • I alt 475kr for 60L sodastream sodavand
  • Til sammenligning koster Coca-Cola i Rema 15,50kr for 1,5L, det vil sige (40×1,5L) 620kr for 60L
  • Altså en besparelse på ca 23% fra mærkevarer sodavand til mærkevarer sirup
  • Efter 100 liter sodastream er maskine og flasker tjent ind.

Næste udregning er mellem billig sodavand og at bruge billigt saftevand i sodastream

Saftevand…
  • Remas eget saftevand til 60 liter (5 flasker a 8kr) 40kr
  • Kulsyrepatron 100kr
  • I alt 140kr for 60L saftevand med brus
  • Til sammenligning koster Harboe Cola i Rema 4,85kr for 1,5L, det vil sige (40×1,5L) 194kr for 60L
  • Altså en besparelse på ca 28%
  • Efter 300 liter saftevand med brus er maskine og flasker tjent ind.
danskvand…
  • 60 L danskvand koster kun de 100kr som kulsyrepatronen koster.
  • Til sammenligning koster 2L danskvand 5,25kr i Rema, altså 157kr for 60 liter
  • Maskinen og flasker er altså tjent ind efter 240L

Derudover er der denne mulighed: Slushice Scoop til ca 60 liter (12 flasker a 16kr hos Kvickly) 192kr + 100 for kulsyrepatronen. Eller at købe sirup til energidrik (8,5 flasker a 50kr) 429kr + 100kr for kulsyrepatronen for 60 liter energidrik med koffein. Det er selvfølgelig en joker hvor længe maskinen holder, og derfor svært at regne ud hvor meget der kan spares efter den har tjent sig ind. Husk at regnestykkerne vil se væsentligt anderledes ud, hvis man køber maskine og flasker fra ny. Og så er det hele tilbuds aspektet – Hvordan ser beregningerne ud hvis cola er på tilbud, som det jo nærmest altid er, hvis ikke i den ene butik, så i den anden. Siruppen kan også købes billigere på nettet, ned til 33kr flasken og fragtfri hvis man køber meget af gangen, kontra de 50kr jeg har regnet med. Så konklusionen i min optik må være, at der skal drikkes ret meget sodavand før Sodastream vil være en lukrativ økonomisk investering.

Hvis du gerne vil spare penge, så kig forbi denne facebookgruppe – eller følg FamilieFinanser på Facebook

Sådan klipper du dit eget og familiens hår

Klip dit eget hår. realkreditlån kort løbetif

Spar penge – drop frisøren. Lær at klippe dit eget hår, og dine familiemedlemmers hår.

Det dyre ved hår er at det gror hele tiden, og derfor skal klippes igen og igen.

Det er også det gode ved hår, al det gror ud igen, og grunden til at du roligt kan kaste dig ud i hjemmeklipning. Det er uanset hvad du selv tror at må måtte mangle af evner. Bare prøv. Tag lidt af gangen, og mind dig selv om at det gror ud igen. Det vil spare dig en masse penge i det lange løb.

Hvis du/I normalt bliver klippet ved frisør, så regn lige ud hvad det koster på årsbasis…

Jeg klipper mit eget hår og min datters hår med saks. Sønnen klipper jeg med hårtrimmer, og manden klipper sig selv med trimmeren. Trimmeren er en billig Braun fra den lokale isenkræmmer. Saksesættet har jeg købt på nettet fra Kina for ca 5 år siden, men man burde kunne finde tilsvarende, alternativt købe brugt måske?

Følg vores familieprojekt for 2019 om udelukkende at købe brugt

YouTube er din ven, når du skal lære noget nyt

Også når du skal lære at klippe hår. Og ja, der er med garanti avancerede frisurer som man ikke kan klippe på sig selv, eller som kræver færdigheder lært på frisørskolen. Men hvis man har valgt en simpel frisure, så er det værd at kigge nærmere på, at lære at klippe hår selv. Jeg klipper mig selv og min datter efter videoen nedenfor, som viser hvordan man nemt klipper langt hår lige.

Sådan klipper du langt hår, dit eget eller en andens.

Det er virkelig simpelt at finde demonstrationsvideoer. Bare søg på “How to cut (indsæt hvilke hår det drejer sig om) hair”. I parentesen skriver du om det er dit eget hår, drengehår, krøllet hår. Ønsker man etager i håret, skriver man “layer”. Men se lige videoen færdig inden du finder saksen frem. I nogle videoer går det ikke som forventet…

Kort hår er virkelig taknemmeligt at øve sig på, det gror ud igen på ingen tid. Og går det helt skævt, så klipper man det bare kort i samme længde. Herudover er en video som viser hvordan man kan klippe en pæn frisure med hårtrimmer.

Sådan klipper du frisure med hårtrimmer.

Jeg håber du har fået mod på at prøve at klippe dit eget eller familiens hår selv, hvis du ikke allerede gør det?

Gratis yoga – eller hvilken motion du er til

FamilieFinanser gaver Brugte MinimalismeMinimalisme oprydning i hjemmet

Drop fitness abonnementet og dyrk gratis motion, hvad enten det er yoga, zumba, styrketræning eller noget helt andet.

Hvorfor betale for motion når der er så mange gratis tilbud?

I dag er første dag i vores familieprojekt om udelukkende at købe brugt. Det handler om bæredygtighed, men i særdeleshed også om om økonomi. Så dagens input handler om at spare penge i hverdagen ved ikke at betale for motion. Hvis du er interesseret i debat omkring alverdens sparetips, så kig forbi Facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen

På YouTube kan man finde gratis videoer med stort set alle motionsformer. Nogle kræver måske et redskab, som en yogamåtte eller en kettlebell, eller hvad ved jeg. Men et fitness abonnementet koster nemt 2-300kr om måneden, så de penge er hurtigt tjent ind igen.

En anden ting som jeg synes er meget positiv ved at dyrke sin motion på denne måde, er den frihed som hjemmetræning giver. Fleksibiliteten i tidspunktet, man kan træne præcis når det passer ind. Der er ingen transporttid, og man skal ikke ud af døren. Nå ja, og så kan man vælge at være alene, og ikke nødvendigvis have det smarteste fitness tøj på.

Jeg er vild med yoga

Men ikke hvilken som helst yoga, kun Yoga with Adriene. En sød yogaguide fra Texas, som laver tonsvis af gratis yogavideoer. Hver januar måned de sidste mange år snart, laver hun en 30 dages yoga serie på YouTube.

I år hedder serien Dedicate, videoen her er introduktion, “Dag 0”. Alle hendes serier er for alle, uanset om man aldrig har prøvet yoga før. De andre serier kan alle sammen findes på YouTube, og hedder:

  • True
  • Revolution
  • Yoga Camp
  • 30 days of Yoga

Yoga er for alle

Jeg kan kun sige; Prøv det. Yoga er både for krop og sind, man behøver ikke være smidig eller blive forpustet. Det er Selvforkælelse 💙

En løbetur i naturen, en gåtur i skoven eller en svømmetur i havet, er også en måde til gratis motion.

Hvad med dig, dyrker du gratis motion?

Tør du backtracke dit forbrug?

Brugt tøj FamilieFinanser

Tilbageblik på hvilke ting vi har købt de seneste 4 måneder.

Inspireret af Ida fra Støjmaskinen har jeg her listet alt hvad vi har købt af ting siden 1. September ’18. Dér begyndte vi nemlig at skrive alt ned. For at få et bedre overblik over hvad vi bruger pengene på. Og for bedre at kunne begrænse vores forbrug, ved at synliggøre det. Udover tingene på listerne her, har vi selvfølgelig også brugt penge på andet som ikke er ting. Fx på dagligvarer, oplevelser, services, snold, sæbe, kattemad osv. Tør du backtracke dit forbrug?

December

Købt brugt

  • Strømper
  • Nytårspynt
  • 5 Julegaver

Købt nyt

  • Juletræ
  • Hoveddør
  • 3pak sakse
  • Glasskraber
  • Wunderbaum
  • 3 Julegaver
  • 1 Fødselsdagsgave
  • Fyrværkeri
  • Byggematerialer

Forbrug  BevidstBrugte bæredygtige gaver julegaver
November

Købt brugt

  • Skibukser
  • 4 par bukser
  • 2 Bælter
  • Sneakers
  • 8 Strømpebukser/leggins
  • 4 Garnnøgler
  • 3 Gaver til pakkeleg
  • 5 Julegaver

Købt nyt

  • Cykellappegrej
  • BH
  • Badesandaler
  • 2 Julekalendere
  • 5 Julegaver

I hele 2019 vil vi udelukkende købe brugte ting, følg vores familieprojekt her på bloggen

OktOBER

Købt brugt

  • 2 Julegaver

Købt nyt

  • Brædder
  • 3pak fingervanter
  • Skoindlæg
  • 2 Stegespader
  • Batterier
  • Vandfilter
  • 8 Adventsgaver
  • 1 Julegave
SEpTEMBER

Købt brugt

  • Boremaskine
  • Vækkeur
  • Havemøbelsæt
  • Grill

Købt nyt

  • Vinterstøvler
  • Batterier
  • 1 Fødselsdagsgave
  • Lappegrej
  • Byggematerialer

Hvad har du købt de seneste måneder?

Sådan undgår du impulskøb på nettet

Undgå impulsshopping Shoppe-Detox

Prøv denne Shoppe-Detox, en øjenåbner der afhjælper impulskøb

Der er ikke altid langt fra tanke til handling, her er min guide til at undgå impulskøb ved onlineshopping
  • Log ud af dine profiler
  • Lav nye koder
  • Læg dankortet væk
  • Indfør ventetid
  • Skriv en liste og analyser den
  • Afmeld nyhedsmails

Log ud af dine profiler

Det første man bør gøre, er at logge af. Log af alle dine shoppe- og betalingsprofiler. Log af paypal, ebay, amazon, wish – alle sider der har login for at gøre det hurtigere at bestille og betale. Så snart du er logget ud, har du skabt muligheden for en tænkepause til dig selv. Butikkens login gemmer ikke dine oplysninger for at gøre dit liv lettere. Det er for lettere at kunne få dine penge. Jo færre klik, jo flere impulskøb og des mere salg til dem.

Jo mindre du kan nå at tænke, jo mere køber du. Så giv dig selv så meget betænkningstid som muligt.

Læs også: Hvordan du laver et simpelt og overskueligt budget

Lav nye koder

Det næste skridt er at ændre koderne på alle profiler. Koden skal ikke være nem for dig at huske, kodens formål at også at forlænge din tænkepause. Koderne skal selvfølgelig ikke være ens. Du kan evt lave rigtig besværlige koder, og skrive dem ned et sted.

Hvis du er virkelig hardcore impulsshopper, kan du overveje dette

I min egen Shoppe-Detox valgte jeg at bede min mand ændre mine koder og opbevare dem. Ikke fordi han så skulle bestemme hvad jeg skal eller ikke skal købe. Men for at øge min betænkningstid yderligere. Han havde også min mobilpay kode. Jeg kunne fint modtage betalinger på mit nummer, men for at overføre penge til andre , skulle jeg involvere ham. Det gør at jeg heller ikke laver impulskøb på fx DBA.

Budget faste udgifter minimalisme impulskøb
Skriv en liste over alle de ting, som du ikke købte. Det vil afsløre hvor dine købeimpulser kommer fra

Læg dankortet væk

Læg dankortet væk, eller hvilket kort du nu har – Visa, mastercard osv. Tag det ud af pungen eller mobilcoveret, og læg det ned i en æske, i en skuffe, et skab. Bare sørg for at det er besværligt for dig at finde frem.

Læs også: Køb kun ind én gang om ugen

Indfør ventetid inden køb

Når der så er noget, som du skal købe, så fastsæt en ventetid. En ventetid fra du har udset dig varen, og til du gennemfører købet. Det kan være 3 timer, et døgn, 72 timer, 30 dage. Eller at du lave en regel om altid at sove på det. I en del tilfælde vil interessen dale eller helt forsvinde i løbet af ventetiden.

Skriv en liste over ting du ikke købte

  • Hver gang du får en impuls om at købe et eller andet, skal du skrive det ned.
  • Hver gang du når at stoppe dig selv fra at gennemføre et køb, på grund af betænkningstiden, enten på grund af besværet med nye koder, eller at du først skal til at finde dankortet frem, skriv det ned.
  • Hver gang du mister interessen i løbet af din fastsatte ventetid, skal du skrive det på listen.
Efter en måneds tid, kigger du på listen over ting du ikke købte

Og derfra kan du overraskende nemt se, hvor dine ideer til impulskøb kommer fra. Måske bliver du ofte inspireret fra YouTube, eller i en facebookgruppe?

Læs også: om vores familieprojekt om udelukkende at købe brugt i 2019

Afmeld nyhedsbrev og tilbudsmails

En del impulskøb udspringer direkte fra reklamer, som dumper ind i mailboxen. Det tager tid, men det er godt givet ud at få dem afmeldt. Der er altid et link til framelding i disse mails.

Har du en særlig udfordring med impulsshopping, eller et godt råd?

Kattefoder, mærkevare eller discount?

Minimalisme livsstilsinflation

Det er dyrt med dyr.

En kat koster sin ejer ca 50.000 i sin levetid, og en hund koster 80.000

Sådan har jeg læst i en bog om privatøkonomi, men jeg kan ikke huske hvilken.
Men det bed sig fast, fordi vi netop havde taget imod 2 gratis katte…
Så ingen tvivl om, at det mest økonomiske, er ikke at have kæledyr.

Læs også hvordan man laver et simpelt og overskueligt budget.

Gratis er aldrig rigtig gratis

Vi “betalte” i øvrigt et kg slik til familiens børn, da vi hentede de to killinger.
Og så startede udgifterne ellers.
Kattefoder. Kattegrus. Sterilisation. Øretatovering.
Spontan dyrlægetur. Tak, Doktor Dyr.

Vi har altid haft kat

Både i mit barndomshjem, og hos mig selv.
Før børnene og manden kom til, fik – dvs købte – jeg min første racekat.
Den måtte aflives i år, 13 år gammel (hvilket også koster penge)
Nå, men på katteudstilling med passionerede opdrættere, lærte jeg hurtigt at det svarer til selv at leve af fastfood,
Hvis man lader katten leve af discount kattemad.
Dette bliver dog modbevist i artiklen her, som skriver at indholdet af både hunde- og kattefoder er reguleret ved lov, og at billigt foder kan være så godt som dyrt.

Læs også om hvordan vi sparede 300.000 ved at omlægge vores realkreditlån


Der er dog undtagelser

..hvor det dyre er bedre. Fx hvis dyret har nogle helbredsmæssige problemstillinger.
Og det ved man måske ikke på forhånd.
Den førnævnte første kat, havde åbenbart en følsomhed i forhold til urinvejs-halløj.
Vi fodrede med Royal Canin fra dag 1 jeg fik katten, men en dag foreslog ekspedienten i dyrehandleren,
Om vi ville prøve et billigere alternativ. Det gjorde vi.
Bum, så blev katten urenlig og til dyrlægen med den.
Han spurgte til om der havde været foderskift fornyligt, og angav det som årsag.
I det foder vi normalt købte var indhold som virker forebyggende på urinvejsinfektioner,
Og det var ikke i det billigere foder, derfor kom kattens problemer nu frem.
Siden da har vi ikke fodret med andet end det dyre.

Nemt overskueligt budget
Det er dyrt at have dyr, men man får noget igen som er svært at værdisætte.
Men det dyre er bare dyrt!

Sidst kostede 20kg af det dyre foder 780kr.
Da jeg ville bestille i dag, er prisen 860kr!
Pånær et website med abonnementsbetingelser, hvor jeg ville kunne få det til 760 ca,
men så skal huske at blive udmeldt igen – og den slags besvær, det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på.
Så slog det mig, om der var andre “dyre” mærker, som måske var billigere, og jagten gik ind.

Regnestykket

..ser således ud:

  • 20kg af det foder vi normalt køber = 860kr = 43kr pr kg
  • 20kg af Iams som jeg endte med at vælge = 460kr = 23kr pr kg
  • Til sammenligning: 20kg af Remas kattetørfoder 190kr = 9,5kr pr kg

Vores to katte har spist de sidste 20kg foder på ca 20 uger.
I artiklen jeg linker til ovenfor, gøres dog også opmærksom på,
at dyret formentlig vil spise en større mængde af discount kattemad, 20kg vil altså holde i kortere tid,
og katten vil også bruge mere kattegrus.. Det er også værd at have med i sine beregninger.

Opfølgning

…skal nok komme, omkring det foder vi valgte denne gang.
Vi købte 40kg, så ca om 40 uger hvis mine beregninger holder stik.
I mellemtiden vil jeg glæde mig over at trods alt, er katte billige end hunde

Har du regnet på hvad dine dyr koster dig?

Forbrug, overforbrug og livsstilsinflation

Budget faste udgifter minimalisme impulskøb

Pengene forsvinder bare op i den blå luft, hvis ikke man er opmærksom på sit forbrug.

Det bliver hurtigt til overforbrug og livsstilsinflation. Her er vores historie

Da vi mødte hinanden

…gik pengene til forbrug. Byture, takeaway og i den dur.
Og tøj. Det var nok mere overforbrug end almindelig forbrug, det havde hvertfald ikke meget med det reelle behov at gøre.

Cirka omkring da vi flyttede sammen, og dermed hver især mindskede huslejeudgiften, købte vi vores første bil.
Eller det vil sige, jeg købte mig en bil. Og jeg havde ikke brug for den.
Jeg kunne sagtens have nøjedes med en cykel til job.
Ikke længe efter skiftede vi min lilla og pink 3-dørs Fiesta, ud med en fællesejet, større og mere “smart” Mondeo.
Som vi heller ikke havde brug for på det tidspunkt.

Læs også om hvordan man laver et simpelt og overskueligt budget.

Da vi planlagde familie

…fik manden sit første pendlerjob, og bilen blev berigtiget på den måde. Ligesom den større bolig vi flyttede til.
Det gav god mening. Vi fik fællesøkonomi og begyndte at drømme om eget hus.

Det betød at der skulle afdrages ungdomsgæld.
I en del år levede vi sparsommeligt med rimelig stramt budget, og tog nogle fornuftige valg i forhold til babyudstyr fx.

Læs også: om Gældsafvikling og motivation til at fortsætte


Da vi havde købt hus

…tror jeg vi blev fanget i livsstilsinflationen. Stabiløkonomi har skrevet om det her.

Vi havde følelsen af at være nået i mål, og nu havde vi derfor fortjent diverse goder, i form af forbrug.

Jeg vil ikke sige at vi på noget tidspunkt har været uansvarlige med vores penge, men i de første år som husejere, var vi ikke-sparsommelige.
Det er vi nu igen, men der var et slip hvor der blev brugt nogle ærgelige penge på forbrug. Og det var meget mig der stod for det.

Minimalisme livsstilsinflation
Pas på livsstilsinflationen, den kommer snigende som en tyv om natten.
Det handlede om hobbys og projekter

…det som pengene gik til. Møblering af huset fx. Restaurering af møbler var en midlertidig hobby.
Indretning, I guder jeg købte meget pynt og nips, inspireret af fransk landstil.
Bryllupspynt, det var et fantastisk bryllup og ikke dyrt samlet set, men hvor gik der mange småbeløber til diy-pynt.
Så kom turen til julepynt, jeg købte og købte, og i år sælger jeg så noget af det.
Derefter fik jeg interesse for makeup, det var en kortvarig men dyr affære, inspireret af YouTube.
Næste hobby var Bullet Journal, hvor jeg også købte en masse hobby dims.
Så var det servicen, tallerkner mv, der fik en overhaling, det meste købt brugt, men alligevel.

Så vågnede vi op

…og kom i tanke om at boliglånet skal betales af.
Hurtigere end beregnet fra banken.
Jeg fandt en fantastisk Facebookgruppe om Minimalisme, og siden har det taget fart i den rigtige retning.

Vi drømmer jo ikke om ting.
Vi drømmer om oplevelser med vores børn.

vores Projekt 2019

Læs også om vores familieprojekt “Køb Kun Brugt” hele næste år.

Jeg glæder mig. Vi øver os allerede.
Der er plads til forbedring og mere bevidsthed.
1. Januar går det løs, og jeg er så klar!

Har du oplevet livsstilsinflation?

Spar penge på dine faste udgifter

Motivation til gældsafvikling FamilieFinanser

Gennemgå dit budget og se om du betaler for meget til de faste udgifter.

Nogle poster kan mindskes eller undværes, nogle faste udgifter kan forhandles og andre skal du finde ny leverandør af.

Læs også: Da jeg skrev indlægget Lav det mest simple budget kom jeg kort ind på, at du måske betaler for meget i de faste udgifter, altså de udgifter som typisk betales via din budgetkonto.
Udgifter som du betaler hver uge, måned, kvartal, halvårligt eller helårligt, og som du typisk kender beløbet på forinden.

Gennemgå dit budget

Skriv først en liste over alle de faste udgifter, alt fra boliglån til børnepasning, akasse og medlemskab i hækleklubben.
Kig nogle måneder tilbage i netbank i første omgang, og siden et helt år tilbage, for at få alle posteringer med.

Når listen er færdig, tjekker du også i netbank hvad du betaler for hver ting, og skriver alle de aktuelle udgifter på.
Det er nemlig ikke sikkert at du betaler det som du tror, enten fordi priserne er steget løbende, eller der er ekstra gebyrer for et eller andet.

Hvis du ikke er til blyant og lommeregner,  findes der et gratis program med Regneark fra Google 

Er der noget du kan undvære?

Måske er der allerede ved første øjekast noget, som du kan afmelde fremadrettet.
Det kan være at du aldrig fik afmeldt HBO efter den gratis prøveperiode, eller at de stadig trækker et beløb hver måned fra iTunes, eller det Beauty-site du tilmeldte dig for at købe én bestemt ting til en god pris.

Betaler du for noget du ikke bruger?

Kig lige på lønsedlen også, om du betaler fitness eller kantine og ikke bruger det,
eller måske vil bruge dette, frem for at betale i det lokale fitnesscenter også.
Måske er du dobbeltforsikret, eller du betaler stadig kontingent til boligforeningen, selvom I har købt ejebolig.

Vurder hvad dit egentlige behov er

Det kan være at indboforsikringen indeholder en rejseforsikring eller en elektronikforsikring, som ikke er aktuel pt.
Det kan også være du betaler for mere data til mobilen end du bruger, eller at du faktisk aldrig bruger den musiktjeneste der hører med.
Ved at undersøge hvad der er indeholdt i prisen, kan du måske fravælge noget, som kan gøre det billigere.
Og husk, man kan jo altid tilvælge det igen, hvis man skulle få brug for det.

Vær realistisk

Helt konkret indså vi, at vi faktisk slet ikke så tvkanaler. Jo Disneysjov, og alt fra DR kan jo ses gratis via nettet.
Resten af tiden blev brugt på at zappe rundt mellem kanalerne, og være irriteret over mængden af reklamer.
Så vi afmeldte vores tvpakke.

Vi indså også at det ikke giver mening at betale for to streamingtjenester sideløbende.
Én kan fint dække vores behov, eftersom vi oftest ser én serie af gangen (plus diverse børneprogrammer)
Og så kan vi skifte mellem forskellige streamingtjenester hver halve eller hele år, hvis der er noget bestemt vi gerne vil se.

Tjek om du bruger hvad du betaler for

Vores børn var tilmeldt skolefritidsordning, heldagsmodul.
Vi havde bare ikke selv opdaget at vores behov havde ændret sig, og de faktisk meget sjældent var der om morgenen.
Det blev synligt da jeg lavede et skema for at se hvor mange dage vi egentlig brugte sfo,
og tilfældigvis tænkte at jeg lige ville notere om det var morgen- eller eftermiddagspasning.
Vi kunne så afmelde heldagspasningen og kun betale for eftermiddagsmodul.

Forhandl om prisen

Her tænker jeg særligt steder hvor du har flere end et produkt/tjeneste, og steder hvor du har været kunde gennem længere tid.
Fx forsikringer, både priserne men også forholdene kan forhandles (fx selvrisiko og dækning)
Og det samme i banken, renter på lån mv. Den samlede pris for husstandens mobiler, internet mv.
Det hjælper helt sikkert hvis man ved hvad priserne ligger på ved tilsvarende virksomheder,
Og endnu mere hvis man har indhentet et tilbud fra en konkurrent, som din egen udbyder kan matche eller underbyde.

Husk endelig de store poster


Læs også: Jeg har skrevet et indlæg om hvordan vi sparede 300.000 på Omlægning af Realkreditlån

Glem endelig ikke de aller største udgifter som fx til bil og bolig.
Kan i undvære en bil? Eller helt undvære bil? Måske en mindre bil uden finansiering?

Det kunne også være at man bor for stort, eller for dyrt – mulighederne er mange

Hvilke faste udgifter har du et godt sparetips til?

Lær at lave et nemt og simpelt budget

Økonomi bevidst forbrug minimalisme bæredygtighed

Guide til hvordan man kan lave et meget nemt og overskueligt budget, kun ved brug af en lommeregner. 


Udførlig gennemgang fra start til slut, for dig som skal lave dit første budget,  eller har brug for at genfinde overblik over din økonomi. 

Her er de vigtigste opgaver i opsætningen af et nemt budget. Det hele uddybes længere nede. 

  • Udregn indtægt pr måned
  • Udregn faste udgifter pr måned
  • Udregn variable udgifter pr måned
  • Udregn madbudget pr måned
  • Minus de 3 udgiftsbeløb fra din indtægt
  • Tag dine tal op til overvejelse – er der noget overflødigt?
  • Lav en fast månedlig overførsel fra forbrugskontoen til budgetkontoen, på det beløb til faste udgifter
  • Opsæt Betalingsservice på alle faste udgifter,  fra budgetkontoen
  • Start eller fuldfør din nødsituationsopsparing,  hvis du ikke allerede har én.
Hvor mange kontoer skal man have?

Jeg vil sige at tre er rigeligt.

  • 1 konto til forbrug,
  • 1 budgetkonto til faste og variable udgifter
  • 1 opsparingskonto 

Hvis man har for mange kontoer, vil det oftest resultere i at man flytter penge frem og tilbage mellem de forskellige konti, for til sidst at risikere at miste overblikket.
Omvendt vil jeg også mene, at de tre nævnte konti er minimum.
Og det er fordi, hvis man ønsker et nemt budget i ballance,
er det vigtigt at vide, særligt hvilke penge der er øremærket til at betale faste udgifter med, fx forsikringer eller andet der betales halv eller helårlig.

Indtægter og udgifter 

Kend din indtægt 

Vores indtægt er vores begges løn, samt den offentlige børnefamilieydelse.
Vores løn kan svinge lidt fra måned til måned,  min oftest med nogle hundrede kroner og mandens med et par tusinde.
Dette er i vores tilfælde på grund af diverse tillæg, fx betaling for weekendarbejde, skifteholdstillæg osv.
Når jeg laver budget,  regner jeg med det vi normalt har udbetalt som minimum,
og de måneder hvor der er mere udbetalt,  er der bare flere penge til gældsafvikling eller opsparing.
Børnefamilieydelsen udbetales hvert kvartal,  altså hver tredje måned,  så det beløb vi får, dividere jeg med 3, for at have beløbet pr måned.
Alle vores indtægter, går ind på forbrugskontoen, som er vores Nemkonto, og den konto vi har hævekort til.

Nemt overskueligt budget
Det er super vigtigt at få lavet et nemt og overskueligt budget 
Kend dine faste udgifter

Vores faste udgifter er alt hvad der Skal betales,  alle udgifter som vi kender beløbet på fremadrettet.

  • Det er afdrag til realkreditlån og boliglån (eller husleje) og ejendomsskat
  • – Det er udgifter til vand, el og varme (både acontobeløb og hvis man plejer at få en ekstra opkrævning)
  • Det er alle forsikringer (hus,  indbo, bil, ulykke, campingvogn, hundeforsikring, krydslivforsikring, sygeforsikring osv)
  • Det er alle abonnementer (mobil, internet,  streamingtjeneste, fitness, osv) og licens
  • Det er alle kontingenter (fagforening,  akasse, børnehave/Sfo, børnenes fritidsinteresser,  boligforening osv)
  • Det er alle udgifter til transport (rejsekort, brændstof til køretøj,  grøn afgift)
  • Det er afdrag til alt gæld man måtte have.

Alle disse poster omregnes til hvad de hver især koster pr måned. Det vil sige at licens fx, som er halvårligt,  divideres med 6. En forsikring der betales én gang om året,  divideres med 12. Alle de beløb lægges sammen,  det tal man kommer frem til, er det beløb som man hver eneste måned overføre til sin budgetkonto.

Læs også: Spar penge på dine faste udgifter 

Betal de faste udgifter via Betalingsservice

Gør det nemt for dig selv, og lad at der kan automatiseres, blive det.
På et girokort vil altid stå oplysninger til PBS, dette indtastes i netbank når man betaler regningen,  og derefter kører betalingerne helt af sig selv.
Man bør dog stadig tjekke hver måned, at alle betalinger gennemføres, og at beløbet er rigtigt.

Planlæg dine variable udgifter

Det jeg kalder variable udgifter,  er udgifter som er uundgåelige,  men som man ikke kender det præcise beløb på
  • Udgifter i forbindelse med helbred (Tandlæge, medicin, fysioterapeut,  skoindlæg osv)
  • Udgifter til gaver (Fødselsdagsgaver,  julegaver,  bryllup, konfirmation,  dåb osv)
  • Udgifter til vedligeholdelse og reparation af hus, bil mv. (Materialer,  reservedele,  håndværkerløn, mekaniker, nye dæk osv)
  • Udgifter til tøj (Tøj, sko, overtøj, undertøj,  sportstøj, tilbehør osv)
  • Udgifter til dyr, have og andet (foder, dyrlæge,  osv)

Her må man kigge tilbage i sin netbank, for at de hvad man har brugt det seneste år på de forskellige kategorier.
Og så regner man et gennemsnit af dette ud pr måned. Det er dét beløb, som man kan forvente at have brug for, til variable udgifter.

Pengene til variable udgifter, indsætter vi på budgetkontoen, men man kan sætte dem ind på opsparingen, eller oprette endnu en opsparingskonto. 

Planlæg dit madbudget

Vi har afsat 4000kr om måneden til mad og husholdning (toiletpapir,  shampoo osv)

Start med at kigge nogle måneder tilbage i netbank, og se hvad forbruget er i gennemsnit pr måned.

Læs også: Hvordan du laver en  økonomisk madplan

Betaler du for meget?

Måske har du nu opdaget at du er dobbeltforsikret, eller har et abonnement du ikke bruger?
Skynd dig at få det afmeldt.  Ligenu.
Måske har du opdaget at du har brugt alt for mange penge på luksus, som frisør eller vinduespudser?
Overvej hvordan det skal være i dit fremtidige budget.
Måske ligger jeres madbudget meget højere end forventet?
Fastsæt et månedligt beløb,  og overhold det fremadrettet.

Læs også om Forbrug, overforbrug og livsstilsinflation 

Udregning af budget

  1. Tag den månedlige indtægt og minus de faste udgifter pr måned.
  2. Herefter fratrækkes det månedlige beløb til variable udgifter.
  3. Til sidst fratrækkes der månedlige beløb til madbudgettet.
  4. Det beløb der er tilbage,  er de penge som du kan bruge på gældsafvikling,  opsparing, forbrug eller fornøjelser.
Hav altid en nødsituations-opsparing

På opsparingskontoen bør altid stå et beløb til nødsituationer.
Hvor stort beløb afhænger meget af den livssituation man er i.
Pengene er til alt det akutte som kan ske, fx hvis noget skal repareres eller udskiftes, hvis der skal betales selvrisiko på en forsikring,  særligt hvis man er boligejer, opstår der nemt udgifter som ikke kan vente.

Digitalt eller håndskrevet 

Der findes alverdens app’s, excel-regneark og hvad ved jeg, men jeg foretrækker at skrive i hånden. Jeg ved ikke hvorfor,  men det giver mig mere ro, overblik og tilfredshed,  at holde det simpelt og “analogt”. Dog har jeg netop downloadet den gratis budget-app fra Spiir

Har du et nemt og overskueligt budget, og foretrækker du digitalt eller håndskrevet?