Oprydnings-udfordring: Skil dig af med 500 ting på en måned

FamilieFinanser køb Kun Brugt

The Minimalists Game #minsgame, er populært – prøv det! Det har mange fordele

Minimalisme er når man vælger det til, som giver én værdi, og fravælger dét, som ikke gør. Det gælder naturligvis også de ejendele man allerede har i sit hjem, og derfor må der oprydning til. Eller det er måske mere et spørgsmål om at rydde ud. Skille sig af med ting. Ting og tøj som man ikke bruger. Det har så mange fordele at eje lidt mindre.

  • Det gør den daglige oprydning lettere, at der ikke er overflødige ting der bare flyttes rundt.
  • Det gør rengøringen lettere, at der ikke er så meget at rydde op først, og færre nips og møbler der skal flyttes på.
  • Det gør påklædning lettere, at garderoben ikke er fuld af tøj man egentlig ikke rigtig kan lide eller ikke helt kan passe. Det gælder også børn! Færre tøjkriser…
  • Det gør det lettere at finde det man skal bruge, når man ikke først skal lede efter det, og derefter sortere i hvad der helt virker osv.
  • Det sparer en shoppetur, når du ved hvad du allerede har. Ofte opdager man efter et køb, at man allerede havde en tilsvarende ting.
  • Du tjener penge på at sælge det du ikke selv har brug for længere. Samtidig spare du miljøet for at produktion af nyt, hvilket også gør sig gældende i næste punkt.
  • Du glæder andre ved at forære eller donere dine ting.

Ryd op, ryd ud og sorter. Sælg, forær væk, donér eller kassér de ting du ikke længere bruger

Jeg har lavet en oversigt i min notesbog, hvor jeg vil skille mig af med ca 500 ting. Den oprindelige ide, er én ting den 1. i måneden, to ting den 2. i måneden, og 31 ting den sidste dag. Men jeg er tyvstartet, og gør det de dage hvor jeg har tiden. Og i tilfældig rækkefølge, for at tingene kan være lidt i kategorier. Jeg har så en farve, som markerer når jeg har sat ting til salg eller annonceret at det foræres væk. Og to mørkere farver, som indikerer når tingene er solgt/afhentet. Jeg har ryddet meget op og ud sidste år, så efterhånden er der ikke meget tilbage. Men ting har det med at snige sig ind i vores hjem alligevel, og nogle områder kan sagtens tåle endnu en frasortering. Læs mere om vores oprydsningsproces og omkring frasortering af møbler mv.

FamilieFinanser køb Kun Brugt
“Owning less, is better than organizing more”
Det oprindelige 30 day Minimalist Game

En sidste og meget vigtig gevinst ved oprydning, er at man oplever hvor lidt man har brug for. Det gør at man bliver mere bevidst om sit forbrug fremadrettet, og på sigt kan spare både kloden, men også egen pengepung for en masse unødigt. Kig gerne forbi Facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen

Minimalistisk Boligindretning – Hvordan minimerer man sit hjem?

FamilieFinanser familieprojekt Køb Kun Brugt

En guide til sortering og minimering af møbler og pyntegenstande.


Først kommer oprydningen

Når man er godt igang med oprydningsprocessen, opdager man måske at man har for mange møbler eller for meget nipsepynt.
Det starter måske helt naturligt med, at der pludselig efter sorteringen, er tomme skuffer, kommoder eller skabe.

Det kan også være at man opdager, at der er mere behov for et opbevaringsmøbel et andet sted.
Jeg fik tømt en kommode i stuen, men ville ikke så gerne af med den alligevel..
Den fik så plads i entreen i stedet, og dén som stod der i forvejen, røg ud.

Læs også: Hvordan du kommer igang med oprydning og sortering i hjemmet

Det letter støvsugningen

Efter noget tid med en kommode mindre i huset, gik det op for mig, at jeg nød ikke at skulle støvsuge under den.
Det fik mig til at blive opmærksom på, hvor mange møbler jeg egentlig støvsugede under,
Og endnu mere, hvor mange møbler jeg faktisk flyttede på, i forbindelse med rengøring af gulvene.

Jeg solgte derfor nogle store gulv-lanterner, som jeg ellers var virkelig glad for, og som tit blev beundret af gæster.
Men pludselig kunne jeg se, at jeg var vildt irriteret over at skulle flytte rundt på dem.

Det var så stor en lettelse da jeg var kommet af med dem, at jeg også solgte gulvvasen, blomsterbordet, den gamle “kongestol” og konsolbordet.
Sikke en forskel det gør!

Minimalisme boligindretning møbler
Et væld af nips

Næste skridt er nipsepynt og pyntegenstande. For katten, jeg havde meget!
…eller vi havde meget, men det var mig der havde valgt og købt det, og mig der virkelig satte pris på alle de smukke ting i vores hjem.

Men så kom jeg til at tænke på den dér følelse af lettelse, som jeg føler når julepynten pakkes ned.
Og så pakkede jeg noget nips væk i en kasse.
Kun som en prøve – for jeg elskede jo alt mit nips!

Jeg frydede mig jo over al den skønhed, som jeg med stor omhu havde udvalgt og bragt hjem.
Jeg var i en periode meget inspireret af fransk landstil og vintage pynt, og jeg havde uendeligt meget,
hvilket jeg også tænkte på, særligt hver gang der skulle tørres støv af på overflader.

Det letter rengøringen

Jeg pakkede den her kasse pynt væk, og oplevede kun lettelse.
En fryd for øjet, med lidt mere visuel ro.
Og hvor skønt at lette rengøringen.
Jeg satte det pynt til salg, og kunne i samme omgang også sælge nogle hylder, som nu var tomme.

Jeg tænkte først, at det også var fordi, at det nips jeg pakkede væk i første omgang, var det som jeg var mindst vild med.
Naturligt nok.. Eller?
Så snuppede jeg en omgang mere, og satte pynten væk i et skab.
Samme effekt – Ro

Jeg tog en omgang mere, og beholdt nu kun det aller smukkeste fremme.
Derefter begyndte jeg at sælge ud af det. Hvilken lettelse!
Jeg har siden sorteret lidt mere fra, og jeg har ikke fortrudt ét sekund.

Udskiftning af møbler

Jeg har længe tænkt at vores sofabord og tvbord ikke var optimalt.
Og så tænkte jeg at det hverken er økonomisk eller minimalistisk at udskifte noget som fint opfylder funktionen.
Men på den anden side, så giver følelsen af at have fuldendt boligindretningen, mig rigtig meget værdi.

Så jeg gik på jagt på den blå avis, efter meget specifikke møbler, og i løbet af nogle måneder fandt jeg dem.
200kr for vores sofabord og 150kr for det tvbord som i virkeligheden er vores “Playstation-skjuler”
Det er måske en meget rimelig pris for fuldendthed.
Hvertfald er det med til at give mig en følelse af at jeg ikke behøver mere.
Ikke flere møbler, ikke mere nips.

Læs også: om vores familieprojekt for 2019, hvor vi kun vil købe brugt

Hvad har vi så af møbler?

Vores møbler er primært købt brugt, pånær sofaen og vores senge.
Ellers er nærmest alle møbler store tunge, gamle møbler med udskæringer og svungne ben,
som jeg selv eller den jeg har købt dem af, har slebet, lakeret, malet, ombetrukket osv.


Vi har valgt at indrette os med stationær computer og kreabord i stuen, for at her skal være samlingspunkt for vores familie

På hvilken måde har du minimeret jeres boligindretning?

Minimalisme – Oprydning i hjemmet

FamilieFinanser familieprojekt Køb Kun Brugt

Guide til oprydning – decluttering, downsizing, swedish death cleaning, konmari-metoden, packing party, eller bare oprydning og sortering

Kært barn har mange navne, og det er ikke uden grund. Det er så ubeskriveligt befriende at få ryddet op og ud i sine ejendele.
Hvordan kommer man igang?

Man starter med at finde ud af, hvorfor man lige nu er klar til at rydde op.

Find dit “Why” som man siger.
Der er så mange fordele ved at få ryddet op, og det er dem man skal fokusere på.

Det gør rengøringen lettere, at man ikke har i overflåd. Jo færre ting der skal flyttes rundt, jo hurtigere rengøring.

  • Jo færre ting man har, des mindre ting at vedligeholde.
  • Jo færre ting man har at vælge imellem, des mindre valg at træffe.
  • Jo færre materielle ting man behøver, des flere penge man har til oplevelser og drømme

Det letter hverdagen i forhold til den daglige oprydning, at man ikke har i overflod. Jo færre ting man har, desmindre rod. Både hvis man kan sælge det man ikke længere har glæde af, og særligt hvis man kan købe færre ting fremadrettet.

Hvor starter man oprydning i hjemmet ?

Når man ved hvad formålet med oprydningen er, så er der måske nogle steder der er mere oplagte at starte.
Måske skal man starte der, hvor det vil lette hverdagen mest, at der var ryddeligt?

Det kan være klædeskabet. Tænk at undgå tøjkriser, fordi man kun ejer det tøj, som man ønsker at gå med.
Eller køkkenet.  Man sparer meget tid ved madlavning og når ting skal på plads, hvis man ikke har et hav af ting som man ikke bruger.

Man kan også starte med at køre på genbrugen med dét, man har fyldt garagen eller kælderrummet op med, sidst man sorterede.
Eller man kan starte dér, hvor det er mest overskueligt. Fx en bestemt kommode, eller bare én skuffe.
Man kan også starte med at finde ting frem, som man gerne vil sælge, og starte processen med at oprette salgsannoncer.

Læs også: om minimalistisk boligindretning 

Eller start med at forære ting væk. Man har ofte noget som man længe har tænkt, kunne bringe glæde hos dén og dén person, institution eller organisation.
Det er naturligvis altafgørende at man starter med sine egne ejendele, og ikke sin partners ting eller børnenes rod.

Minimalisme oprydning i hjemmet
Ryd op og sorter jeres ejendele,  det giver ro og overskud. 
De svære områder

Alle har nok nogle områder hvor det er svært at downsize sine ejendele.
For mit vedkommende er det køkkenet.
Jeg har ryddet ud og sorteret dér, tre gange de sidste 6 måneder, og jeg er alligevel ikke helt tilfreds.
Jeg har stadig for meget som ikke bruges regelmæssigt , men jeg har svært ved at vurdere, fx hvor mange ildfaste fade vi højst bruger af gangen.

Kreahjørnet er også et sted jeg har været igennem to gange, men det er mest fordi det roder til, når det bruges.

Arvestykker kan også være svært, men her har det hjulpet mig at tænke på, at det giver mere mening at tingene er hos nogen, som glædes ved selve tingen.
Minderne om personen er jo stadig hos mig, det ændrer sig ikke.
Jeg mener ikke at man skal skille sig af med alle arvestykker, kun dem som ikke bringer glæde ved sin tilstedeværelse.

“Jeg trives fint med rod”

Sådan har jeg sagt altid.
Særligt i mit voksenliv, hvor jeg har sagt til mig selv, at fysisk rod ikke betyder noget, så længe man ikke også har rod i hovedet.
Hvad jeg helt præcist mener med det, ved jeg egentlig ikke, og det er gået op for mig, at det bare har været mit eget forsvar.

Jeg har også tit tænkt, hvorfor folk orker at bruge så meget energi på at rydde op og holde orden og gøre rent.
Det har været sådan, at jeg ikke har synes, at den glæde der var ved et ryddeligt hjem, stod mål med den mængde arbejde det krævede.
Nu her på den anden side af at rydde ud, sortere og downsize, kan jeg se at jeg tog fejl.

Jeg elsker når her er ryddeligt og overskueligt, men vi havde simpelthen for mange ting, til at jeg kunne overskue det.
Nu har vi færre ting, og dermed er oprydning i hverdagen meget nemmere at gå til.

Eksempel på en oprydningsproces

Jeg startede i køkkenet, og derefter vores tøj, badeværelse, kommoder/skuffer/skabe og til sidst børneværelser.


Jeg har først frasorteret :

Faktisk glæder overskueligheden mig mere, end alt mit smukke nipse-pynt gjorde.
Jeg må hellere lige indskyde, at vi stadig roder og at her stadig er rodet, men i mindre omfang end tidligere.

  • Det der var tomt (primært skrald egentlig; emballage, papkasser, æsker fra ting)
  • Og det, der var i stykker (som man må være ærlig om, at man ikke får repareret)
  • Det der var mangelfuldt (bøtter uden låg, legetøj hvor noget mangler)
  • Det som man ikke kan lide (altså fejlkøb, sko der klemmer, makeup i en forkert farve)
  • Det som man ikke bruger (diverse gadgets der bare ligger hen, hobbys man ikke længere dyrker)
  • Derefter bliver sorteringsprocessen sværere, nu skal man vurderer, hvad der egentlig bringer en glæde, hvad man har brug for, og hvor meget af det.
Familien og deres ting

Minimalisme og oprydning er oprindeligt mit projekt. Det er vigtigt at huske sig selv på, når det kommer til husstandens øvrige medlemmer.
De har ikke valgt det, og de har ikke meldt sig.

Det er op til mig at inspirere dem, ved at organisere mine egne ting. Jeg kan hjælpe dem i processen men ikke gennemtvinge den.

Læs også: om minimalisme og at bruge hvad man har 

Manden har sorteret sit tøj, ved at jeg gennemgik ovenstående punkter, og derefter holdt det resterende frem og han så sagde ja/nej.
Ting som jeg har bedt ham sortere for 6 måneder siden , fx dvd’er og ledninger, har han båret usorteret ud i værkstedet…
Men sidste uge, kom han pludselig og fortalte at han havde foræret kassen med dvd’er væk. Skønt.

Børnene var selvfølgelig med til at sortere deres eget tøj og legesager. De var 6 og 7 år på daværende tidspunkt.
De var fint motiveret af, at vi betalte dem 25kr pr sæk der forlod værelset, hvad enten det var skrald, til foræring eller salg.

Hvis du vil dykke længere ned i minimalisme, så kig forbi denne facebookgruppe 

Hvor langt er du i din oprydsningsproces?