3 kødfri retter som hele familien spiser med glæde

Hånden på hjertet, så er det svært for os at finde retter til kødfri aftensmad, som alle synes er lækkert.

Vi vil så gerne spise mere klimavenligt, altså mindre kød. Men det er udfordrende, at finde opskrifter på vegetarretter som vi alle fire synes rigtig godt om. Min datter sagde på et tidspunkt “Mor, jeg kan godt se at du har gjort dig umage, men jeg kan altså bare bedre lide almindelige frikadeller end linsedeller.” Og det er måske nok her problemet er, at vi rigtig godt kan lide kød. Vi kører dog på med kødfri aftensmad to dage hver uge (plus ekstra dage, når manden er på aftenvagt.) Vi har prøvet meget forskelligt, men særligt disse 3 retter, har været et hit:

  • Moussaka med aubergine
  • Spinattærte med feta
  • Nudler med stegte æg

Moussakaen er efter Planteæderens opskrift. Jeg har dog brugt dobbelt mængde aubergine, da den i mine øjne, bærer opskriften. I linsesovsen er alle krydderier og ingredienser vigtige, særligt valnødden. Jeg havde ikke fået købt kokosmælk, så jeg lavede vores sædvanlige bechamelsauce med mælk og emmentaler. Måske genkendelighed i smagen også er med til at familien tager bedre imod nye retter?

Spinattærten er fra bogen Kødfri Mandag af Nadia Mathiasen, som jeg har lånt på biblioteket. Men opskriften findes også her på bloggen Foodfanatic. I min udgave har jeg brugt frossen helbladet spinat og Puck “feta”. Filodej kan laves billigt, jeg fulgte denne meget nemme opskrift fra Cathrine Brandt.

Nudler med stegte æg er uden tvivl en børnefavorit. Det er egentlig en udmærket reste-ret, hvis man har nogle grønsager der skal bruges. Jeg koger nudlerne, skyller dem i koldt vand. Steger en masse grønsager, det kan sagtens være wokgrønt fra frost. Tilsæt soya, østerssauce eller lignende. Så pisker jeg ca 1 æg pr person med salt, soya og sukker. Det steges på panden som røræg. Grønt og æg blandes i nudlerne, og bum, så er der serveret.

PS. Pandekager, risengrød og æbleskiver er også kødfri aftensmad som børnene elsker

Læs også om hvordan vi laver Madplan hver evig eneste uge, og hvordan vi Handler ind billigt og effektivt. Hvilke kødfri retter er jeres familiefavoritter?

4 kommentarer til “3 kødfri retter som hele familien spiser med glæde”

  1. Hvad med suppe? Herhjemme hitter tomstsuppe med pasta, brød og pesto. Genial ret til at gemme/bruge alle resten grønsagerne.
    Eller grønsager i rød karry og kokosmælk, med ris.
    Indisk og mexikansk er to køkkener hvor man nemt finder vegetariske retter.
    Synes tit det er nemmere at finde retter der bare er uden kød, end at lave kødretter vegetarisk, det er ligesom bare ikke det samme. I øvrigt glider linse deller nemmere ned, hvus man kalder dem falafler – ihvert fald her på martriklen

Skriv et svar