Projekt “Køb Kun Brugt” Marts opsummering

FamilieFinanser køb Kun Brugt familieprojekt

Følg med i vores familieprojekt om udelukkende at købe brugt

Marts måned er gået og det er på tide at lave en samlet oversigt, over hvad vi har købt. Denne måned har datteren valgt at bruge sine opsparede lommepenge til at købe legetøj. Hun har købt det i supermarked, altså fra nyt… Det var oprindeligt min holdning at børnene også skal købe brugt, når de køber noget i år. Men jeg tror at vi bedst “når” dem, ved at vi voksne er gode forbilleder og selv køber brugt og taler om hvorfor vi gør det. Frem for at diktere hvordan børnene skal bruge deres egne lommepenge. Herunder følger listen over vores køb:

  • 2 brugte flasker til sodastream. Vi er dog nået til den konklusion at sodastream ikke kommer til at spare os nok penge i forhold til det kompromis vi føler der er på smagen. Så når vi har brugt brusen op, så må maskinen videre i verden.
  • Vi har også købt en refill til kulsyrepatronen til sodastream maskinen.
  • Så har vi købt et par sneakers til sønnen. De er købt på dba, og er dermed et brugtkøb, men sko køber vi kun de fejlkøb som folk sælger.
  • Vi har købt røgalarmer, nye. De gamle fik vi ikke taget ned i forbindelse med sandblæsning af huset, og vi følte os ikke sikre på om de virkede som de skulle efter alt det støv.
  • Forlygtepærer til bilen, nye. Ja det siger jo lidt sig selv, hvorfor vi ikke køber dem brugt,
  • Sidst men ikke mindst, underbukser til sønnen. Og her må jeg sige at jeg er noget forarget over hvad folk vil være bekendt at sælge videre, og at billeder kan snyde. Nå, men sådan kan det altså også være at handle brugt…

Derudover har marts måned budt på…

Jeg skrev et indlæg om at vi har lavet hjemmelavede opvasketabs, og det blev bloggens mest læste post overhovedet. Vi bruger stadig tabs’ne med fint resultat. Jeg vasker også tøj i hjemmelavet vaskepulver, mere om det en anden gang. For at spare både penge og for klodens skyld, går vi meget op i at lave kødfri aftensmad nogle gange hver uge, her er familiens 3 kødfri livretter. Og så har jeg reflekteret over mit eget købemønster. Nu køber jeg simpelthen ting, for at spare penge. Det er ret fjollet, så jeg har besluttet mig for at indføre en form for købestop for mig selv. Jeg skal altså vente 30 dage fra jeg får ideen, til jeg faktisk køber tingen. Så har jeg lavet en hjemmelavet gave til min søster, et tæppe i armstrik.

Nyt på bloggen

Nu hvor der måske vil være lidt færre brugtkøb at skrive om, har jeg i stedet tænkt mig at skrive noget mere om hvordan vi sparer penge. Det bliver en blogserie som jeg kalder Sparet er tjent, hvor jeg lister 10 ting vi har sparet penge på, enten intentionelt eller som sidegevinst. Og hver gang jeg har 10 nye besparelser, kommer et nyt indlæg på bloggen. Derudover er FamilieFinanser kommet på Instagram og på Pinterest. Bloggen kan stadig følges på Facebook og i gruppen Spar Penge i Hverdagen.

Sparet er tjent #1

FamilieFinanser Sparet er tjent

En blogserie om vores små besparelser

Jeg har lavet en liste over de seneste 10 hverdagstiltag vi har gjort, med økonomisk besparelse enten som formål eller som sidegevinst.

  • Lavet madplan. Det gør vi hver uge, men jeg er sikker på at det er meget afgørende for vores besparelser.
  • Sat rugbrød på madplanen. Noget så eksotisk som makraldmadder. Det passede tidsmæssigt ind i en travl dag og børnene synes det er fint.
  • Strukket én pakke bacontern over 4 dages aftensmad til 4 personer. To dage med svampe-risotto og to dage med pasta cabonara. Med bacon som krydderi, er det en del nemmere at få smag i de (dermed næsten) kødfri retter.
  • Det overskydende aftensmad fryses i portionsstørrelser. Så er der madpakker til mig, nemt og lækkert.
  • Hønsene spiser børnenes rester fra madpakkerne (plus foderkorn) og kvitterer med æg til os. De to unghøner er nu også begyndt æglægning.
  • 10-turskort til svømmehallen sparer os ca 19% på billetprisen sammenlignet med enkeltbilletter. Nu skal jeg bare huske at få hentet mit bibliotekskort som giver yderligere rabat.
  • Udskudt indkøbet en dag, selvom vi mangler rugbrød og mælk, og besluttet at der må pastasalat i madpakken og havregrød til morgenmad. Det handler naturligvis ikke om at jeg ligger flad på sofaen efter svømmeturen…
  • Sået tomatfrø til forspiring i vindueskarmen frem for (forhåbentlig! ) at købe tomatplanter.
  • Fået endnu en pose arvetøj til datteren af en kollega. Så fedt! Det er virkelig en gode ved at fortælle om vores familieprojekt, at folk omkring os, har os i tankerne på denne måde.
  • Gratis yoga. Det er simpelthen skønt for krop og sjæl lige at bruge den lille stund for sig selv.
Læs også :

–  Sparet er tjent #1
Sparet er tjent #2
– Omlægning af realkreditlånet
– Besparelser på faste udgifter
– Læg et budget
– Ugentligt indkøb
– Økonomisk Madplan
– Undgå impulskøb
– Start en opsparing
– Siden hvor jeg har samlet alle indlæg om økonomi
– Mere om familienminimalismebæredygtighed – projekt “Køb Kun Brugt

Kontakt ELLER FØLG OS

Kontakt os pr mail: Info@familiefinanser.dk eller mød mig i facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen hvor medlemmerne deler alverdens sparetips. Du kan også følge FamilieFinanser på bloggens Facebookside eller på Instagram

Købestop, købe-stop-op og 30 dages reglen

FamilieFinanser købestop

Shopper du også stadig for meget?

Jeg sidder her på en skøn fredag formiddag og drikker min kaffe. Kaffe brygget på vores nye pour-over kaffebrygger, som jeg købte på DBA for et par uger siden. Vi har brugt den siden i søndags, og jeg hader den. Den er mega besværlig i forhold til at vi normalt drikker instant kaffe. Vi har allerede aftalt, at så snart vi har tømt den pose kaffe vi har købt dertil, så må kaffebryggeren videre ud i verden, og vi vender tilbage til neskaffe. Kaffebryggeren er købt brugt til 135kr inkl forsendelse – brugt ligesom alt andet vi køber i år, qua vores familieprojekt “Køb Kun Brugt“.

Ideen om kaffebryggeren kom sig af muligheden for at spare penge, fordi at filterkaffe er billigere end neskaffe. Ligesom tekanden jeg købte, som skulle være billigere end tebreve. Og sodastream maskinen som også blev købt i spare-øjemed. Fornemmer I mønsteret? Min “nye hobby” – at spare penge, gør at jeg køber ting. Det er da dumt. Men når jeg ser i bakspejlet, så er det nok sådan det ofte er, når jeg får en ny interesse. Som jeg hørte engang “Shopping for hobby supplies is half the fun”… Ja. Jeg er skyldig.

Købestop

Jeg har besluttet mig for at indføre en form for købestop for mig selv. Ikke sådan at nu må jeg intet købe overhovedet. Et totalt forbud, vil give mig bagslag i stedet. Jeg har prøvet det i forhold til at undgå slik og kage, og det virker ikke. På mig altså. Så en version som kaldes Købe-stop-op, hvor man stopper op og overvejer hvert køb grundigt. Det vil jeg så gøre med 30 dages reglen. Altså hvis jeg får en ide om at købe noget, så vil jeg vente 30 dag med at købe det. Så har jeg tid til at researche om det nu også er en god ide på den lange bane. Det gælder ikke for ting som går i stykker fx. Hvis elkedlen brænder sammen, så køber jeg en erstatning. Men fixe ideer om noget vi ikke kender vores behov for, det skal overvejes grundigere.

Er det nu også så slemt at have købt de tre ting fordelt over tre måneder? Økonomisk set, nej overhovedet ikke, det er småpenge det drejer sig om. Men det er princippet, det er vanen der skal ændres. Det handler om, at jeg stadig har en shoppetrang, og det irriterer mig. Jeg har skrevet et indlæg om at undgå impulskøb, og her fornemmer man nok, hvorfor det er vigtigt for mig at bryde vanen.

Læs mere om emnet :

Købe-stop-op er et udtryk jeg har fra facebookgruppen Minimalisme og købestop, hvor der ofte diskuteres købestop i forskellige grader. 30 dages reglen troede jeg egentlig kom fra The Minimalists, men der bruger de den kun for køb over 100$. Den dukkede op facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen igår, da Kasper fra Pengetræet delte sine bedste sparetips. Købestop kan man læse meget om hos Jane på Project Handmade, som har praktiseret det i 5 år.

Brugte børnesko – Go eller NoGo?

FamilieFinanser minimalisme bæredygtighed økonomi

Må børn arve sko/ gå i brugt fodtøj – et emne der deler vandene

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at vi gør det. Køber brugte sko. Det er både en beslutning ud fra vores Familieprojekt “Køb Kun Brugt” hvor vi i 2019 udelukkende vil købe brugt. Min mand har købt Brugte sko i år. Men vi har faktisk også gjort det sidste år, da vi købte vinterstøvler til ungerne. Eller det vil sige, vi købte datterens brugt og sønnikes fra ny.

Vinterstøvle-bøvl

Jeg fandt støvler til begge børn på DBA, købte og fik tilsendt. Datterens passede perfekt, men sønnikes var for små. Det er så her at brugtkøb bliver udfordrende. For der er ingen returret. Men jeg fik solgt de for små støvler videre, endda med en fortjeneste på 50kr. – Hvor heldig kan man være? Jeg fandt så et par andre støvler til ham i den blå avis. De kostede 300kr. Men så viser reklamen under annoncen, at jeg kan få samme støvler fra ny i en webbutik til 350kr. Det gør jeg sælgeren af de brugte støvler opmærksom på, men vi kan ikke nå til enighed om en pris. Så det endte med at jeg købte de nye. I år er det dog anderledes, siden vi køber alt brugt. Der er dog nogle obs-punkter som altid bør følges når man køber brugt fodtøj :

  • Sålen inde i skoen må ikke have en synlig fold, der hvor foden bøjer, når man går
  • Sålen inde i skoen må ikke have taget facon af, og der må ikke være aftryk af fod og tæer
  • Sålen inde i skoen må ikke se skæv og slidt ud
  • Skoene må ikke ude fra se skæve og slidte ud
  • Hælkappen skal være fast, og må ikke virke løs
  • Læs mere om emnet på Sundhedsplejerske.dk og Netsundhedsplejerske.dk

Sådan køber vi brugte sko

Jeg bruger dba, vælger type af fodtøj, fx sneakers som vi lige har købt til begge børn. Så søger jeg i søgefeltet efter “ny” og efter “ubrugt”. Som det fremgår af punkterne ovenfor, kan brugte sko, faktisk ikke være ret meget brugt og gået i for at kunne godkendes i følge listen. Det kommer selvfølgelig an på, om der er tale om gummistøvler der bruges sjældent, eller barnets første par sko. Men som udgangspunkt går vi efter at købe andres fejlkøb når det kommer til fodtøj.

Først måles foden på en fodmåler, den kan printes her fra Growing Feet. Børn skal have 1-1,5cm voksetillæg. Så jeg spørg altid sælger om hvad den indvendige sål måler. Jeg går aldrig efter en fast skostørrelse når det er børnesko. Hvis jeg finder en sko som passer, så spørger jeg barnet om de er fine – vigtig detalje. Derefter forhandles prisen. Umiddelbart går jeg helst efter mærker jeg kender kvaliteten af, fordi billeder så nemt kan snyde.

FamilieFinanser minimalisme bæredygtighed økonomi
Brugte, ubrugte sko købt på dba til 350kr inkl forsendelse.

Jeg fandt disse lækre, ubrugte sneakers på dba. Men da sønnike får dem på, er de for smalle til foden. Nej, nej, nej. Jeg når lige at blive irriteret over at skulle sælge dem videre. Men så synes datteren at de er fine og hopper i dem, og de passer. Sønnike har i stedet fået et par brugte, ubrugte Nike til bare 167kr inkl forsendelse.

Følg vores familieprojekt her på bloggen (tilm email længere nede af siden) eller følg os på Facebook. Hvis du er interesseret i at spare penge, så kig forbi facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen

Sodastream – kan det betale sig?

FamilieFinanser minimalisme bæredygtighed økonomi

Sparer man penge med en sodastream? Jeg har lavet beregninger…

Vi har købt en brugt sodastream med én flaske og kulsyrepatron til 154kr inklusiv forsendelse. Derudover har vi købt to ekstra flasker til 100kr inklusiv forsendelse, da brusen forsvinder hvis sodavanden hældes på drikkedunke. Læs mere om vores familieprojekt “Køb Kun Brugt” Hvor vi i hele 2019 udelukkende vil købe brugt. Men kan det mon betale sig rent økonomisk med sodastream maskinen? Kulsyrepatronen rækker til ca 60 liter og derfor er det tallet i regnestykkerne. Første sammenligning er mellem mærkevarer sodavand og de sirupper der forhandles sammen med maskinen. Siruppen rækker til 7 eller 9 liter færdig drik pr flaske, så i udregningen har jeg sat det til 8L.

Smagssirup…
  • Smagssirup til ca 60 liter (7,5 flasker a 50kr, Punkt1), 375kr
  • Kulsyrepatron refill til ca 60 liter, 100kr
  • I alt 475kr for 60L sodastream sodavand
  • Til sammenligning koster Coca-Cola i Rema 15,50kr for 1,5L, det vil sige (40×1,5L) 620kr for 60L
  • Altså en besparelse på ca 23% fra mærkevarer sodavand til mærkevarer sirup
  • Efter 100 liter sodastream er maskine og flasker tjent ind.

Næste udregning er mellem billig sodavand og at bruge billigt saftevand i sodastream

Saftevand…
  • Remas eget saftevand til 60 liter (5 flasker a 8kr) 40kr
  • Kulsyrepatron 100kr
  • I alt 140kr for 60L saftevand med brus
  • Til sammenligning koster Harboe Cola i Rema 4,85kr for 1,5L, det vil sige (40×1,5L) 194kr for 60L
  • Altså en besparelse på ca 28%
  • Efter 300 liter saftevand med brus er maskine og flasker tjent ind.
danskvand…
  • 60 L danskvand koster kun de 100kr som kulsyrepatronen koster.
  • Til sammenligning koster 2L danskvand 5,25kr i Rema, altså 157kr for 60 liter
  • Maskinen og flasker er altså tjent ind efter 240L

Derudover er der denne mulighed: Slushice Scoop til ca 60 liter (12 flasker a 16kr hos Kvickly) 192kr + 100 for kulsyrepatronen. Eller at købe sirup til energidrik (8,5 flasker a 50kr) 429kr + 100kr for kulsyrepatronen for 60 liter energidrik med koffein. Det er selvfølgelig en joker hvor længe maskinen holder, og derfor svært at regne ud hvor meget der kan spares efter den har tjent sig ind. Husk at regnestykkerne vil se væsentligt anderledes ud, hvis man køber maskine og flasker fra ny. Og så er det hele tilbuds aspektet – Hvordan ser beregningerne ud hvis cola er på tilbud, som det jo nærmest altid er, hvis ikke i den ene butik, så i den anden. Siruppen kan også købes billigere på nettet, ned til 33kr flasken og fragtfri hvis man køber meget af gangen, kontra de 50kr jeg har regnet med. Så konklusionen i min optik må være, at der skal drikkes ret meget sodavand før Sodastream vil være en lukrativ økonomisk investering.

Hvis du gerne vil spare penge, så kig forbi denne facebookgruppe – eller følg FamilieFinanser på Facebook

Hjemmelavet gave – et tæppe i armstrik af brugt garn

FamilieFinanser køb Kun Brugt

Jeg var så heldig at falde over noget brugt mega chunky garn.

2 kg mega chunky garn 175kr inklusiv fragt.

Gaver er et stort issue. De har stor betydning mennesker imellem. For nogle er det et kærlighedssprog. En hjemmelavet gave kan føles særligt personlig – hvis man ellers kender modtageren godt nok. Hjemmelavede gaver er ikke pr definition bæredygtige. Men hvis gaven er lavet af ting som er købt brugt, så er det så klimavenligt som det kan blive.

Min søster spurgte mig for nogle år siden, da armstrik i kæmpe garn var alle steder på nettet, om jeg kunne lave et tæppe til hende. Vi undersøgte priserne på garnet og droppede derefter idéen. Men tilfældigvis fandt jeg noget mega garn på den blå avis, som jeg nu har strikket et tæppe af til min søsters fødselsdag. Det var meget lettere end forventet. Man strikker faktisk bare uden pinde. Strikketøjet ligger på bordet og så går det bare derud af.

Video til kæmpestrik uden pinde.

Garnet er købt brugt, på grund af vores projekt “Køb Kun Brugt”. Det kommer til at spare os en stor portion penge. Både fordi brugt er billigere end nyt, men også fordi at vi tager meget mere stilling til vores forbrug. Hvert køb bliver lidt mere besværligt, men gør os meget mere bevidste om hvad vi har brug for, og hvornår shopping bare ville være tidsfordriv. Her på bloggen er opslag om alt vi køber, dette opslag har måttet vente til gaven var givet naturligvis.

Følg vores familieprojekt om udelukkende at købe brugt, og læs også :

3 kødfri retter som hele familien spiser med glæde

FamilieFinanser økonomi opsparing gældsafvikling

Hånden på hjertet, så er det svært for os at finde retter til kødfri aftensmad, som alle synes er lækkert.

Vi vil så gerne spise mere klimavenligt, altså mindre kød. Men det er udfordrende, at finde opskrifter på vegetarretter som vi alle fire synes rigtig godt om. Min datter sagde på et tidspunkt “Mor, jeg kan godt se at du har gjort dig umage, men jeg kan altså bare bedre lide almindelige frikadeller end linsedeller.” Og det er måske nok her problemet er, at vi rigtig godt kan lide kød. Vi kører dog på med kødfri aftensmad to dage hver uge (plus ekstra dage, når manden er på aftenvagt.) Vi har prøvet meget forskelligt, men særligt disse 3 retter, har været et hit:

  • Moussaka med aubergine
  • Spinattærte med feta
  • Nudler med stegte æg

Moussakaen er efter Planteæderens opskrift. Jeg har dog brugt dobbelt mængde aubergine, da den i mine øjne, bærer opskriften. I linsesovsen er alle krydderier og ingredienser vigtige, særligt valnødden. Jeg havde ikke fået købt kokosmælk, så jeg lavede vores sædvanlige bechamelsauce med mælk og emmentaler. Måske genkendelighed i smagen også er med til at familien tager bedre imod nye retter?

Spinattærten er fra bogen Kødfri Mandag af Nadia Mathiasen, som jeg har lånt på biblioteket. Men opskriften findes også her på bloggen Foodfanatic. I min udgave har jeg brugt frossen helbladet spinat og Puck “feta”. Filodej kan laves billigt, jeg fulgte denne meget nemme opskrift fra Cathrine Brandt.

Nudler med stegte æg er uden tvivl en børnefavorit. Det er egentlig en udmærket reste-ret, hvis man har nogle grønsager der skal bruges. Jeg koger nudlerne, skyller dem i koldt vand. Steger en masse grønsager, det kan sagtens være wokgrønt fra frost. Tilsæt soya, østerssauce eller lignende. Så pisker jeg ca 1 æg pr person med salt, soya og sukker. Det steges på panden som røræg. Grønt og æg blandes i nudlerne, og bum, så er der serveret.

PS. Pandekager, risengrød og æbleskiver er også kødfri aftensmad som børnene elsker

Læs også om hvordan vi laver Madplan hver evig eneste uge, og hvordan vi Handler ind billigt og effektivt. Hvilke kødfri retter er jeres familiefavoritter?

Opskrift på billige hjemmelavede opvasketabs

FamilieFinanser økonomi minimalisme bæredygtighed

Sådan laver du nemt og billigt tabs til opvaskemaskinen

Inspireret af Jacob i dokumentaren Stå af hamsterhjulet på DR, som man ser lave sit eget vaskepulver til tøjvask, har jeg nu kastet mig ud i at lave opvasketabs til opvaskemaskinen. Vaskepulveret har jeg også lavet, og tester lige mængder i forhold til pris pt. Der kommer indlæg herom i fremtiden. Men opvasketabs’ne fungerer upåklageligt må jeg sige. De er nemme at lave, og af ingredienser som man ikke skal løbe byen rundt for at finde. Jeg har fundet opskriften hos Fuldblodsmor.

  • 1 spsk opvaskemiddel
  • 1 dl natron
  • 0,25 dl citronsyre
Hjemmelavede, billige opvasketabs

Ingredienserne røres sammen og fordeles i isterningsbakker. Det hæver lidt op og falder sammen igen, og skal tørre 4 timer. Jeg fik 44 tabs af portionen, som har kostet under 12kr og taget 5 minutter at lave. Opvaskemiddel har jeg sat til 50 øre, og det er mere end hvad 1 spsk koster, men jeg syntes det skulle med i beregningen. Natron koster 6kr i Rema og jeg brugte lidt mere end én bøtte, så det har jeg sat til 8kr. Citronsyre havde jeg i skabet, og husker ikke hvor det er købt eller til hvilken pris, men jeg kan se at Coop sælger 500g til 39kr. En kvart deciliter citronsyre vejer under 40g, så der er til 12,5 portioner i de 500g, hvilket svarer til en pris på lidt over 3kr.

Altså 0,5 + 8 + 3,5 = 12 kr for ingredienser til 44 opvasketabs

Når der skal købes ind til eksperimenter som dette, er det nærliggende at tro at der er penge at spare ved at købe større mængder end små. Men ironisk nok, er det en dyrere kilopris at købe 500 g natron i matas til 40 kr, end at købe den lille båtte med 140 g i rema til 6kr. Vi sammenligner altid kilopris, læs også mine andre tips til billigere dagligvarerindkøb.

Næste gang vil jeg prøve med soda i stedet for natron, det er billigere og beregnet til opvask/rengøring. Følg med her på bloggen, eller følg FamilieFinanser på Facebook. Kig også meget gerne forbi facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen, hvor medlemmerne deler sparetips med hinanden.

Projekt “Køb Kun Brugt” Februar opsummering

FamilieFinanser familieprojekt Køb Kun Brugt

Følg med i vores familieprojekt om udelukkende at købe brugt

Måned nummer to er gået og det er tid til et overblik. En opsummering over Projekt “Køb Kun Brugt” som er vores familieprojekt for 2019. Det handler om at spare penge, men også i høj grad om at passe på vores klode. Faktisk er jeg i månedens løb blevet opmærksom på, hvor stor en forskel vi faktisk potentielt kan gøre ved ikke at købe nye ting eller tøj i et år. I følge tænketanken Concito, udleder hver dansker i gennemsnit 19 ton co2 pr år. Ud af de 19 ton, kommer de 5 ton fra “Ting og sager” (tøj, boliginventar, elektronik, byggematerialer, biler mv). Så i princippet kan vi nedsætte vores families co2-aftryk med en fjerdedel, altså i vores tilfælde spare kloden for, hvad en hel person udleder pr år.

Tabel fra den grønne tænketank Concitos rapport “Større trivsel med mindre klimabelastning”

I februar har vi købt følgende brugt :

  • Boksershorts til min stakkels, elskede mand. Straffen for at han købte noget nyt sidste måned. Bare rolig, han overlevede.
  • Fastelavnskjole til datteren. Hun har selv valgt den, sønnike har fravalgt at få fastelavnstøj. Han endte med at “klæde sig ud” som Gamer, ved at tage headset på til tøndeslagning.
  • Tekande med metalfilter. Jeg var så skuffet over besparelsen, da jeg fik regnet det ud. Men omvendt, hvor meget kan man forvente at spare på en årlig te udgift på måske 250kr… Til gengæld er teen lige så god som den jeg plejer at købe i tebreve.
  • Kaffebrygger med metalfilter. Vi vil gerne drikke Fairtrade mærket kaffe, og det er billigere som filterkaffe end som instant kaffe. Nu drikker vi lige det vi har på lager først, og så skal der nok komme en opdatering herom.
  • Sodastream. Vi er stadig i testfasen, men den er hvertfald en succes i forhold til brus og smag. Indlæg følger…
  • Sko til sønnike, dem venter vi stadig på at modtage. Han har simpelthen slidt sine sneakers fra sidste år, så meget at sålerne har givet slip. Denne gang har vi valgt et dyrere mærke, og håber det er bedre kvalitet.
Og vi faldt i igen…

Igen denne måned, starter historien med at jeg er på arbejde. Mand og børn er i fakta efter fredagsslik. Vi er ellers igang med at finde en brugt computermus til sønnen, men det glemte de fuldstændig, da der pludselig er et stort skilt med virkelig billigt computertilbehør. Så sønnike køber, for sine lommepenge, ny mus og nyt headset… Først og fremmest synes jeg at det er lidt ærgerligt. Men jeg kan faktisk godt forstå at det sker. Prisen er cirka samme leje som brugt, og butikken tilbyder jo her-og-nu løsning af “problemet”. Og når man er 8 år, så kan det være svært at bevare fokus på det store billede om miljø osv.

Derudover har måneden budt på…

  • Børnene har været til børnefødselsdag med gaver bestående af ting vi allerede havde
  • Jeg har fået strikket en del forskellige karklude, og delt opskriften på det hæklede net til løs frugt når man handler.
  • Jeg er igang med en oprydnings-udfordring, som gerne skal ende med at jeg får solgt/bortgivet ca 500 ting. Det kom sig af at min datter fik foræret en hel sæk tøj af min kollega. Så må man “Gi det videre” og selv bortgive det som ungerne er vokset fra. Jeg kombinerer det bare lige med lidt ekstra oprydning og sortering.
  • Vi har set Disney on ice, hvilket gav lidt refleksion over at bruge penge på oplevelser
  • Vi har skiftet mobiludbyder til Greenspeak, som donerer overskuddet til velgørenhed
  • Ved et miniforsikringstjek, fik børnene bedre dækning på deres ulykkesforsikring og vi sparer ca 500 årligt
  • På årsafregningen fremgår det, at vi har brugt mindre vand og fjernvarme end vi har betalt aconto, hvilket jo er skønt.
  • Manden og jeg har set dokumentaren Stå af hamsterhjulet, som virkelig giver stof til eftertanke.
  • Og så har vi langt om længe fået etableret affaldssortering i værkstedet. Manden mener at det må være nemmere at gøre hjemmefra , end at han skal sortere alt ude på genbrugspladsen.. Hermed givet videre
  • Nå ja, og så fik jeg repareret min mors yndlingsbukser på den venligst udlånte symaskine
  • Og klippet mit eget hår
Marts byder på…

Jeg leder stadig efter dørmåtter, det er virkelig bare ikke lige til at finde brugt. Jeg tester hjemmelavet vaskepulver og opvasketabs, og skal have gennemført oprydnings-udfordringen. Og så skal der såes frø til drivhus.

Jeg nyder stadig at skrive på bloggen, og har startet et samarbejde med tre andre bloggere; Louise fra Simpelsucces, Stephan Green og Hannah fra Simply by Schødts. Derudover er der godt gang i sparedebatterne i facebookgruppen Spar Penge i Hverdagen, og flere er begyndt at følge FamilieFinansers facebookside, hvor jeg også opslår de nye blogindlæg.